Guld og Sølv

DEN HALTENDE MØNTFOD. 71 Stater ni cd nominel Sølv møntfod behersket af Seddelemis- sionen : Østrig og Rusland. Stater med nominel »Dobbelt Møntfod« behersket af Seddel- emissionen: Italien og «De forenede Stater«. Den Omstændighed, at man i enkelte Lande som f. Ex. England kun slog Guldmønt som legal tender, vanskeliggjorde ikke de for- skjellige, effektivt paa Metalbasis gjennemførte Systemers harmoniske Samvirken. Nationalt og internationalt set var Ejerne af Guld og Sølv overalt lige heldigt stillede, saa længe den franske Banks Mønt modtog ethvert Kvantum Sølv til Udprægning efter Værdiforholdet 1—15%. Den franske Møntlov af 1802 bestemmer: «Til enhver, som i Mønten afleverer 1 Kilogram Guld 9/10 fint, skal der udredes 155 Guldstykker å Fr. 20 til et Totalbeløb af 3,100 Francs. Og til enhver, der bringer 1 Kilogram Sølv 9/10 fint, skal der udleveres 40 Femfrank- stykker hvis Totalbeløb regnes lig 200 Francs». Saa længe Frankrig modtog Guld og Sølv til Udprægning paa disse Vilkaar, var der ingen Anledning for nogen Sælger til at falbyde de to Metaller til en fra den franske Rate synderligt afvigende Pris. Det eneste Tab, der for en Englænder kunde være forbunden med Sølvets Omsætning til Guld, bestod i Udredelsen af de forholdsvis smaa Omkostninger ved Frem- og Tilbagesendelsen mellem London og Paris. Som det vil ses, reguleredes altsaa Værdiforholdet mellem Guld og Sølv ogsaa for Englands Vedkommende af den franske Rate, og det samme gjaldt indtil 1873 for hele den øvrige Verden. Den haltende Møntfod. I disse let fattelige Forhold, under hvilke Værdiforholdet mellem Guld og Sølv i c. 70 Aar holdt sig nogenlunde konstant, indtraadte der pludselig en indgribende Forandring, da Tyskland i 1873 fulgte Englands Exempel og indførte Guldmøntfoden. Samtidig med at. en Mængde tysk Sølv blev frigjort og solgt og et stort Kvantum Guld blev »absorberet« af den tyske Mønt, øgedes Sølvproduktionen efter