Mekanisk Fysik
ELLER LÆREN OM LEGEMERS LIGEVÆGT og BEVÆGELSE

 76 49. Arkimedes’ Princip. Ethvert Legeme, som er ned' sænket i en Vædske, modtager fra alle Sider Tryk, der ere vinkelrette paa Overfladen; alle disse Tryk maa nødvendigvis have en Resultant, og da Trykkene netop kunne bære Vægten af den Vædskemængde, Legemet har fortrængt, maa Resul- tanten være lig denne Vægt og gaa lodret op gennem Rum- tangets Tyngdepunkt; denne Resultant kaldes Opdriften og bevirker, at ethvert Legeme vejer mindre i Vand end i Luft, hvad man tydeligt mærker, naar man løfter en tung Sten op af Vandet. Rigtigheden af Arkimedes’ Lov kan man paavise Fig. 62. til Overfladen og lægge sig i en ved at hænge en hul Cy- linder op under den ene Skaal paa en Vægtstang og- derunder en massiv Cylin- der, som passer i den forrige. Naar man nemlig afbalancerer bægge Dele, vil man finde, at Vægten formindskes, dersom man lader den massive Cylinder hænge ned i Vand, og at Ligevægten atter bringes til Veje, naar man fylder Vand i Hylstret. Det kan ofte ske, at Opdriften er større end Legemets egen Vægt; naar et saadant Legeme nedsæn- kes i Vædsken og overlades til sig selv, vil det stige op saadan Stilling, at det for- trængte Vand netop vejer lige saa meget som Legemet, og da Opdriften er rettet gennem den fortrængte Vædskes Tyngdepunkt, maa dette ligge i samme lodrette Linje som Legemets eget Tyngdepunkt; thi kun da kunne de to Kræfter, Opdrift og Vægt, holde hinanden i Ligevægt. Legemet kan derfor kun ligge i bestemte Stillinger paa Vædskens Over- flade, og der gives her baade stadige, ustadige og ligegyldige