Motivbog For Kleinsmede

Industrien begynder som Husflid, og som Følge deraf maatte Oldtidens Mænd forstaa at bruge Hænderne til meget forskellige Sysler; hvor forskellige disse end var, hørte de sammen, og det er i saa Henseende betegnende, at man her i Norden væsentlig kun havde et Navn til den næve- nyttige Mand, der udførte dem. Han benævntes Smed.1) Ved denne Betegnelse bestemtes ikke det Fagbegreb, som Ordet gælder i vore Dage. Ved Siden af Jernsmede nævnes baade Stensmede og Træsmede. — At smede var at forme og frembringe. Selv om Smed saaledes ikke fra første Færd maa opfattes kun gældende for Metallets — Jernets Mester, tør man dog rolig gaa ud fra, at Smedefaget er et af de aller ældste Haandværksfag. Saa langt Historien viser til- bage, er Smedekunsten at følge, ja, langt ud over Historien følges Smedens Værk i Myter og Sagn. »Og Zilla, ogsaa hun fødte, nemlig Tubalcain, som kun- stigen gjorde allehaande skarpe Kobber- og Jerntøj«, med- deles i Beretningen om Cains Slægt (1. Mosebog, 4. Cap. 22.). Fra en oldgræsk Vasedekoration kendes Skildring af et Smedeværksted: Ambolt, Hamre og Tænger ses i Brug som det elementære Værktøj, ganske som i vore Dage. Ogsaa her i Danmark findes Vidnesbyrd om Smedekunstens Ælde; paa oldnordisk Museum opbevares saaledes jordfundne Ambolte, Hamre og Tænger fra Hedenskabens Tid. Haandens Arbejde har fra Oldtiden været højt æret. Det var hæderværdigt at være haandsnild som vaabenfør. Langt op i Middelalderen berettes fra Norge, at der ikke brugtes Hattemager, Skomager, Garver, Skræder, Væver, Rebslager, Farver, Tømrermand, Snedker eller Smed, »alle disse Haand- værk lærtes i hvert Bondehus af hver Dreng, som tænkte at blive god Mand. Selv Høvdinge kendes som haandsnilde Mænd. I Egil Skallagrimssons Saga berettes, »at Skallagrim var en stor Jern- smed«, ligesom man ved, at Olav, den hellige, selv skar det Kongehoved, som sattes i Forstavnen af et af hans Skibe. Tubalcain er Smedenes historiske Nestor. Man maa, efter Mosebogs knappe Ord: Tubalcain, som kunstigen gjorde allehaande skarpe Kobber- og Jerntøj, tænke sig, at han ikke alene gjorde Fredens Værktøj men ogsaa Stridens Vaaben. I den ældre Edda berettes i Kvadet om Vølund: »Nu ved Niduds Bælte blinker Sværdet, som jeg selv har smedet, Sværdet, som jeg selv har hærdet, al min Kunst paa det jeg øved. Aldrig mer den blanke Klinge skal til Vølunds Esse bæres, aldrig skal jeg se den mer. Saaledes k^ad Vølund, da Kong Nidud havde røvet hans Sværd og Klenodier. Vølund ses ikke alene at kunne gøre Smykker men ogsaa blanke Vaaben. Vaabnet var Mandens kæreste Klenodie, maaske er Smede- kunsten derved blevet Faget værdigt Høvdinge. Om Skalla- grim berettes i Sagaen, at han lod indrette en Smedie ved Søkanten meget langt fra Borgen paa det Sted, som kaldes Raufornæs, dette Navn udledes af den gammelnordiske Benævnelse for Myremalm; det maa antages, at Udvindings- plads og Smedie hører sammen. Dr. Niels Nielsen meddeler i »Studier over Jernproduk- tionen i Jylland«, at han i Kragelund Sogn, Hids Herred, Viborg Amt, ved Undersøgelse af Jernudvindingspladser *) C. Nyrop : Københavns Tømrerlav, Side 1. har fundet brændte Menneskeben, og at dette Fund af en Grav i en Slaggedynge ingenlunde er enestaaende; i Han- nover er optaget et Menneskeskelet, under hvis Hoved der laa en Jernslagge paa 50 kg., ved Mont Beuvray Asken fra et Ligbaal i det Hul, hvor Ambolten har siddet, og fra Sussex kendes ligeledes en romersk Jernaldergrav i en Slaggedynge. Det antages almindeligt, at det er Smeden eller rettere den Mand, som har forestaaet Jernudvindingen, som er blevet begravet imellem de Slagger, han selv har frembragt. For Kragelundfundets Vedkommende kunde den Omstændighed, at Amboltstenen stod i Randen af Askepletten, jo yderligere tale for, at den anførte Tydning er rigtig. Om disse Smedebegravelser gælder haandsnilde Høvdinge som Skallagrim er uvist, men sikkert er det, at en anset og hædret Mand har den været, som er stedet til Hvile midt i Skuepladsen for sit Virke. Paa hvilket Tidspunkt Haandværksfagene fra almindelig Husflid har spaltet sig efter specielle Emner kan ikke sikkert bestemmes. Tiden gælder ikke ens for Købing og Landsby og ikke heller for Landene. Fagene udvikledes ved den enkeltes Lyst eller særlige Anlæg for at arbejde med specielt Materiale. Smed var den, der ved sine Hænder kunde gøre en be- stemt Genstand af Metal, Træ eller Sten. 1282 nævnes der ved Siden af Jernsmede ogsaa Kistesmede jog Træsmede. 1378 skal Gunnar Hergilsson Smed istandsætte en Sommer- hal paa Nøterøen ved Tønsberg — et Tømrermandsarbejde. Her i Danmark nævnes paa to Runesten en Toke Smed som den, der rejste (eller gjorde) dem. Først op i Tiden omkring 1400 Tallet er Fagene alminde- ligt udskilte ved deres specielle Navne, saaledes som Ros- kildebispesædets Jordbog over Grunde i København 1380 viser os; her nævnes Tømrer, Guldsmed, Brygger, Bødker, Dynemager, Skomager, m. m. f. Fag, og der nævnes 2 Sporesmede og kort og godt 4 Smede. Med Middelalderens Slutning dannes de bestemte Fagbetegnelser og Lavenes Fag- sammenslutninger opstaar, selv om man udenfor de større Bysamfund endnu længere op i Tiden finder saavel Træ-, Sten- som Jernsmede. Vi kender fra Middelalderen Guld- og Kobbersmede (eller Keddelsmede), men Betegnelsen Smed staar kort og godt fast som det Hædersnavn, der fra Oldtiden betegnede den nævenyttige Mand, og som den sorte Jernets Mester vandt alene for sig. Saa langt tilbage, som vi af Historien kan følge vore Bysamfund — Købingerne — haves ogsaa Efterretninger om Borger-Sammenslutninger, de saakaldte Gilder, det var saaledes Gildebrødrene i Slesvig, som 1134 dræbte Kong Niels, der trods Advarsel »ikke frygtede Garvere og Sko- magere«, men gæstede Byen og faldt som Hævn for sit For- hold til Drabet af Knud Lavard, Gildets Oldermand. De middelalderlige Gilder havde et vist gejstligt Tilsnit og var fasttømrede Sammenslutninger af Borgere, der uden Hensyn til Næringsveje stod hinanden Last og Brast under den Helgens Beskyttelse, som Gildet havde viet sig. Af disse Gilder med deres Ceremonier og Vedtægter (Skraaer) voksede den Samhørighedens Aand, der skabte Haandværkerlavene og hen- imod Middelalderens Slutning gav vor Haandværkerstand de bestemte faglige Rammer, der trods Tidernes vekslende Vilkaar i alt væsentligt holdt, til Næringsloven af 1857 gav Fagene fri Konkurrence.