Motivbog For Kleinsmede

Lavet beskyttede Fagets Udøvere, bestemte Mestrenes indbyrdes Forhold og deres Lærlinge og Svendes Tarv, det regulerede saavel Tilgang af Lærlinge, som det bestemte, hvor mange Mestre Faget maatte føde i den paagældende Stad, men det faglige Brødspørgsmaal var ikke Lavets eneste Formaal, det paasaa ogsaa, at den Haandværker, der op- toges som Lavsbroder, var en retskaffen Mand, og at han ved udført Mesterstykke godtgjorde sin faglige Duelighed. Lavet var dog ikke eneraadende, ogsaa Byfoged, Borg- mester og Baad havde et Ord med at sige ved en ny Mesters Indlemmelse i Byens Borgerskab, ligesom disse Autoriteter vistnok for alle Haandværkerlavs Vedkommende var selvskrevne Deltagere i det Gilde og de Ceremonier, som krævedes ved en ny Lavsbroders Optagelse. Smedefagets historiske Kilder er, selv om de er spar- somme, endnu langtfra undersøgte eller udtømte. Faget maa i saa Henseende siges at være forsømt, naar Hensyn tages til dets fra Fortiden efterladte Værker og dets almin- delige Betydning og Udbredelse. Smedefaget har sikkert meget tidligt været repræsenteret i vore Byer; man kender saaledes Smedegader fra Boskilde, København, Slagelse, Skelskør, Horsens, Bibe m. fl. Byer og i Holbæk en Smedelundsgade. De middelalderlige Byers Træhuse og Straatage har naturligt henvist de brandfarlige Smedier til afsides Beliggenhed, som de gamle Byplaner viser; men i Borgerskabet har Smedelavene taget deres Plads blandt de første Fagsammenslutninger. Medens Hamborg allerede 1375 og Lybæk 1400 har op- rettet Smedelav, kommer Danmark først med 1424 ved Bibe Smedelav, der har den ældste hidtil kendte danske Smede- skraa, som ganske vist er affattet paa Tysk, men 1450 er- stattet med Dansk. Malmø faar sit Smedelav 1433. Slagelse 1449. I 1491 giver Koskilde Byfoged, Borgmester og Baad Byens Smedelav Artikler, der 1492 stadfæstes af Kong Hans, og 1496 stadfæstes Smedelavene i Odense og Ystad; først 1512 kommer København med og 1514 Flensborg. Der kendes fra danske Byer ialt 7 Smedeskraaer fra Tiden før 1500. Haandværkerlavene var stærke Organisationer, der hver især besad megen faglig Selvfølelse, og det har ikke mindst været Tilfældet med Smedene, hvis en Smedeskraa fra Ystad 1496 tør opfattes som et almindeligt Udtryk; der siges: »Smedehaandværket er det første og værdigste i Verden. Som Grammatik er Grundlag for al boglig Viden, er Smedehaandværket det for al Kunst«, og der fortsættes: »Af Smede er bleven Pave, Kardinaler og Biskopper og den hellige Kirkes Formænd, Smede har været Kejsere og Konger«. — Som man vil se ingen ringe Opfattelse af Standens glorværdige Historie eller Muligheder. Smedefaget var i Lavenes første to Aarhundreder ikke saa ensartet fagbestemt, som senere blev Tilfældet. Smedelavet i Boskilde bestod fra første Færd af tre Slags Smede: Bolsmede (betyder Grov- og Beslagsmede), Klejn- smede og Keddelsmede, men blev senere mere sammensat som f. Eks. Lavet i Slagelse, hvor ogsaa Grydestøbere regnedes med, i Odense nævnes yderligere Knivsmede, Pladeslaaere, Sværdfegere, Bemsnidere og Sadelmagere; i Ystad findes i Lavet Guldsmede, Sværdfegere, Bemsnidere og Pungmagere, ogsaa i København findes Knivsmede og Sværdfegere, i Svendborg regnes ogsaa Sadelmagere med til Smedelavet, og i Aarhus gælder dette Forhold endnu saa sent som 1689. Meget tyder paa, at alle Metalarbejder oprindeligt har til- hørt Smeden og eftersom de udvikledes udskilte sig som selvstændige Fag. Langt op i Tiden ses Smedelavene at gøre Krav paa andre Fag. 1653 bliver Hans Jensen Sejermager ved kgl. Brev fritaget for at indgive sig i det københavnske Smedelav, da ingen i Lavet vilde paatage sig det ham betroede Arbejde; i samme Lavs Artikler ses 1682 Bestemmelser for de Mesterstykker, som krævedes af en »Lille-Urmager« og af en »Grov-Urmager« (Sejermager). 1738 klager Boskilde- smedene over en Urmager, der arbejder i Byen uden at være i Lavet, — han forsvarer sig med, at han intet Smede- arbejde forfærdiger, men lader smede hos en Mester i Byen, han vil dog gerne »i Mindelighed indlades udi det ærlige Smedelav«. Saa sent som 1836 rejses der ved Boskilde Politiret Sag mod en Blikkenslager, fordi han udvidede sin Virksomhed til Ivakkelovnsarbejde. Smedelavene var stærke trods de forskellige Faggrene de rummede, og de vaagede nøje over deres Helligheder saavel med Hensyn til de særlige Fag som med Hensyn til deres territoriale Grænser. Der haves mange Efterret- ninger om Tvistigheder med andre Fag eller omboende Konkurrenter, ligesom der indenfor Lavenes egne Bammer trods Lavsbroderskabet herskede Stridigheder, hvor det strenge Lavsceremoni og dets Etikettespørgsmaal var Tvistig- hedens Aarsag; men bortset fra disse Smaaligheder og andre skæve Sider ved Lavsinstitutionen opvoksede der under Lavenes Tvang en ærekær og dygtig Haandværker- stand, som vi i vore Dage har al mulig Grund til at ære. Før vi forlader Smedelavene, vil vi ganske kort se paa de faglige Prøver, som Lavsmesteren maatte underkaste sig. Der var meget at vinde ved at blive Medlem af Lavet, derfor stilledes der ogsaa Betingelser; den, der søgte Op- tagelse, maatte som Regel flere Gange indgive Ansøgning til Lavet og tillige godkendes af Borgmester og Raad som værdig Kandidat til Borgerret i Staden, han maatte tillige, hvis Indtrædelse i Lavet fandt Sted, gøre et efter Tidens Forhold bekosteligt Gilde, ligesom han for Oldermand og alle »Brødre« maatte højtidelig sværge, at han stadig vilde holde Lavets Skraa. Fra Roskilde Smedeskraa haves Efterretning om Mester- stykkerne, som de der krævedes, og man har efter Lavenes ensartede Ceremoniel Lov til at gaa ud fra, at Prøven har været tilsvarende ved andre Smedelav. En Bolsmed skulde gøre en Bindøkse, en Spade og en Hestesko af tre Klumper Jern, og han skulde »hjælpe sig med tre Ilde«. Klejnsmeden maatte gøre en Slethage, et Par Bondesporer og et Laaseblad. Af Kedelsmeden krævedes en Kedel paa en halv Tønde. Oldermanden udnævnte lire »Skuemestre« til at overvære Arbejdet, og dem maatte »Stykmesteren« koste og give for 6 Sk. 01. Skuemestrene foreviste det færdige Mesterstykke for Lavet, der endelig forkastede eller antog Arbejdet. Naar Indtrædelsesgildet efter antaget Mesterstykke havde fundet Sted, og Øvrighedens Godkendelse af den nye Lavs- broder forelaa, var han rettelig Mester i Lavet til sin Død; han kunde dog »drives ud«, hvis han kom for Skade at slaa en Lavsbroder ihjel, eller ikke betalte sin Gæld efter fire Gange at være »manet« af Oldermanden. En uddrevet Lavsbroder kunde dog i første Tilfælde (Drab) »med alle Brødres Vilje og Samtykke« igen optages. — Lavenes Ceremonier og bekostelige Gilder frygtedes paa et senere Tidspunkt (1600 Tallet) i Kraft af Lavenes faglige Privilegier at gaa ud over Publikum ved Arbejdets For- dyrelse; det blev forordnet, at den, der blev Mester i Lavene, »aldeles ingen Bekostning enten paa Mesterstykke, Gilde eller Gæstebud gøre eller anvende«, ligesom det III