Motivbog For Kleinsmede

hedder, at alle Lavsmøder skulde være »paa fastende Stævne foruden al Drik og Gæstebydelse«. Intet tyder paa, at disse Paabud frugtede. 1682 gives almindeligt gældende Smede- lavs-Artikler, der sammen med almindelige Forordninger om Haandværkerforhold, givet 1681—82, søger at tilintet- gøre alt Lavsliv, som ikke fulgte Regeringens Love, men intet syntes at hjælpe, Lavenes Traditioner var gamle og stærke, og man gav ikke Afkald paa Festiviteten, den ydre Værdighed og Form. Gennem 1600 Tallet bliver der lagt mere Vægt paa Lære- forholdene, end det tidligere havde været Tilfældet. Fra Roskilde Smedelavs Artikler fra 1623 kendes følgende Restemmelser: En Grovsmed skulde lære 2 Aar, en Klejn- smed, Knivsmed og Keddelsmed i 3 Aar, en Sporemager, Bøssemager, Sejermager og Sværdfeger i 3 eller 4 Aar. Der gives den Udlærte et Lærebrev, »naar han for Oldermand og Hossiddere lovligt beviser, at han bør det have«. Der var i Lavenes første Aarhundreder ikke saa stor Forskel paa Vilkaarene for Lærling og Svend, som senere blev Tilfældet. I det hele var Svendenes Stilling i højeste Grad afhængig af Mesteren, ligesom de i social Henseende stod langt under ham. Lærlinge og Svende boede hos Mesteren og var under- givet den gældende Hustugt; som Mesterens Tjener maatte Dreng eller Svend ledsage Mesteren fra eller til Lavets Gildehus — »men han maa ej sidde tilbænks«. Der er dog paa et tidligt Tidspunkt Antydning af Svendesamfund, men først gennem 1600 Tallet tager de Form. Svendene faar Lade og Artikler, men alt under Lavenes Formynderskab. Mesteren tilbageholder af Svendenes Lønning »Tidepenge«, der skal bruges til Syge- og Begravelsespenge, og Svendene maa finde sig i at have »en Mester af Lavet« til Formand, og de maa finde sig i, at deres Lade og Tidepenge, Lig- klæde m. m. beror hos ham; Oldgesellen havde dog Nøglen. Svendene holdt deres Kro og havde deres Skilt og holdt deres ceremonielle Sammenkomster ganske som Lavsmestrene. Svendesamfundets indre Liv formede sig som et beskedent Spejlbillede af Lavene og under deres Kontrol. Ved Lærlingenes Optagelse i Svendesamfundet var mange Skikke at iagttage, men udover Svendebrevet som Bevis for udstaaet Læretid krævedes ikke nogen faglig Prøve, først op i forrige Aarhundrede bliver Svendeprøve alminde- lig i Smedefaget, omtrent samtidig med at Mesterstykket ved Næringsloven af 1857 bortfalder. Samtidig med, at Smedefaget saaledes under Lavenes Røgt og Pleje trivedes i vore Købstæder, havde ogsaa Landet sine Smede, men det er dog først paa et sent Tidspunkt, at Landsbysmeden udelukkende ernærer sig som Smed. Ganske vist kendes der fra Købstædernes Smedelav Be- sværinger over den Konkurrence, som omboende Landsby- smede paafører dem, men disse Klager bliver først almin- delige i Lavstidens sidste Aaringer. Før Landsbyjordernes Udskiftning, der fandt Sted om- kring 1800, og Gaardenes Udflytning, dannede Landsbyerne tætte Bysamfund med Bystyre — Ejerlav eller Gilde og Oldermand, og Landsbyen havde sin Byhyrde og Bysmed. Ofte var Smeden selv Bonde i Byen og hans Haandværk en Husflid, der tidt gennem Generationer var gaaet i Arv i Slægten og Gaarden. Endnu er bevaret mange »Smede- gaarde« som Gaardnavne rundt om i Landet. Bondesmeden var en anset Mand; ikke mange Skikkelser i Almuelivet har været Genstand for saa mange Sagn- dannelser som Smeden, »Den stærke Smed i —«, »den kloge Smed i —« o. s. v. er Figurer, som alle Landets Egne kan fortælle om. At Smeden var Dyrlæge og næstendels Menneskedoktor var almindeligt; at Smeden kunde »stille Blod« og »vise igen«, ja undertiden »mane« Gengangere som en Præst, der havde gaaet i den sorte Skole, var ingenlunde ualmindeligt; tidt var Smeden den dristige Inde- haver af »Cyprianus«. Selv om Folketroen ofte tillagde Smeden visse Trolddoms- evner, var han dog en anset Mand, og man fandt ikke hans Sjæl sort som hans Gerning, derom vidner mange Historier, hvor Sagnet lader Smeden narre selve Fanden. Landsbysmeden var en meget alsidig og nyttig Mand i Landsbyen, og han besad dens Tillid. I Ufredsaar eller ved Lejligheder, hvor Beslutsomhed og Vovemod krævedes, er Smeden i mange Tilfælde den selvskrevne Fører for Bymændene. — Hvorledes Arbejdet hos Bondesmeden i forrige Aar- hundredes første Halvdel formede sig giver Vejle Amts historiske Aarbog for 1918 et Billede af: »Skulde Redskaber repareres eller nye laves, maatte man forinden aftale Tid med Smeden (»stævnes til Smeds«); var der nu meget, der skulde laves, f. Eks en Vogn eller Plov beslaas (»bindes«), kunde Smedearbejdet vare i ugevis. Skabelon-Jern og Staal havde man den Gang ikke; alt maatte laves af det alminde- lige Stangjern, der var ubekvemt til de fleste Ting og der- for skulde kløves, udhamres o. s. v.; med Hensyn til Staalet havde det sig paa samme Maade. Naar Dagene var bestemt til Smedearbejdet, skulde en Mand møde i Smedien en Morgen tidlig med de nødvendige Materialer, Jern, Staal og Kul, samt være til Stede hele Dagen som Smedens Medhjælper ved at trække Bælgen og slaa med Forhammer, hvor denne kunde bruges. Det skulde gerne være en øvet og armstærk Mand, naar han skulde kunne slaa Smeden til Maade; Forhammeren vejede 16-18 Pund. Han skulde ogsaa medbringe Mad, Brændevin og 01 baade til Smeden og sig selv. I et lille Rim fra den Tid hedder det: »Naar Du til Smedien gaa, skal Du baade blæse og slaa. Giv Ild og Vand og Smeden det, han fortjen’, men vær ikke for sen«. Det ser ikke ud, som Smeden besværede sig med Kredit og Bogholderi. Helt op mod vore Dage har Landsbysmedien beholdt sin betydende Plads i Byens Liv; her traf Sognets Beboere sammen, og mange vigtige Beslutninger for Sogn og Sogne- folk fandt her deres Afgørelse. Smeden var den erfarne alle Mands Kending og Smedien Landsbyens Liv; de klingende Hammerslag og den lysende Esses Flammeskær ud over Vejen kaldte og gjorde Smedien til Byens uofficielle Stævne. Vort Land er endnu rigt paa gammel Smedekunst, der vidner om de gamle Mestres store faglige Dygtighed og Skønhedssans. Endnu findes paa Landsbykirkegaarde naive men sirlige og smukke Gravmæler, som Smeden har for- færdiget, mange gamle Vindfløje fra de store Ladelænger og Kirkens Taarn fortæller om Landsbysmedens Kunst- færdighed, der slaar ogsaa endnu gamle »Bornholmere«, som Egnenes fortidige Smedegenier har gjort sig selv til Hædersminde. — I vore Kirker og Herregaarde finder vi de stolteste Mindesmærker for Smedefagets Mestre; de sirlige Vindfløje og Ankre, Gitre og Gelændere, Dør- og Kistebeslag, Laase m. m. m. viser os Smedekunstens Skøn- hedsudtryk gennem alle de Stilepoker vort Land har kendt. IV