Betænkning Afgiven Af Den Af Handels- Og Indenrigsministeriet 23. December 1915 Nedsatte Kommission Angaaende Indlemmelse I Købsteder Og Læbælters Ophævelser

12 4) Erstatning til Sognekommunen (§ 7). Ved Loven af 1873 er der ikke tillagt Sognekommunen nogen Ret til Erstat- ning for Tabet af det indlemmede Areal. Det fremgaar af Lovens Forarbejder, at man udtrykkelig har taget Afstand herfra, idet det udtales, at der ikke tilkommer Sognekommunen nogen Erstatning for Afgang i Skatter. Som ogsaa i Udlandet fremhævet, kan en Kommune formentlig ikke siges at have noget Retskrav paa Erstatning for det Areal, som fratages den, og særlig ikke paa fuld Erstatning for den Værdi, som Arealet i en — selv nærmere — Fremtid skønnes at kunne faa. Men det synes dog stemmende med Billighed, at der tillægges Sognekommunen nogen Erstatning i Tilfælde, hvor Arealet i sig selv er et økonomisk fordelagtigt Aktiv, og hvor Arealets Erhvervelse er til betydelig økonomisk Fordel for Købstadkommunen; maaske kunde der ogsaa ydes noget Vederlag for den økonomiske Fordel, som Arealet i den nærmeste Fremtid med overvejende Sandsynlighed skønnes at ville yde Købstadkommunen. Allerede nu ydes der i Praksis ofte Landkommunen en Erstatning ifølge Overenskomst mellem Kommunerne. Paa den anden Side kan der ogsaa foreligge Tilfælde, hvor det Areal, der ønskes indlemmet, er et saa daarligt Aktiv, at det vil være rimeligt, at der ydes Købstaden nogen Erstatning i Anledning af Indlemmelsen. Under Hensyn til disse Betragtninger har man foreslaaet Bestemmelsen i § 7. 5) Indlemmelsesakten (§ 8, 1ste—3die Stykke). Kommissionen har anset det for rigtigt at bibeholde den nuværende Ordning, hvorefter Indlemmelsen sker ved kgl. Resolution paa Indenrigsministeriets Forestilling, efter at der er givet de lokale Myndigheder Lejlighed til at udtale sig. Man har derhos fundet Anledning til særligt at fremhæve (§ 8, 3die Stykke), at det ved Indlemmelse af en Del af en Sognekommune bør paases, at den tilovers- blevne Del af Kommunen er saaledes stillet, at den er i Stand til at fortsætte sin selvstændige Eksistens som Kommune, medmindre den kan henlægges til en Nabo- kommune. Er dette ikke Tilfældet, maa Indlemmelsen, hvis den ønskes fremmet, omfatte hele Sognekommunen. Endvidere har man fremhævet Ønskeligheden af, at rene Landbrugsdistrikter ikke indlemmes i en Købstad. 6) Afregningen mellem Kommunerne (§ 8, 4de Stykke). Ifølge Loven af 1873 § 2, skal de hertilhørende Spørgsmaal afgøres af Inden- rigsministeren, saafremt Overenskomst ikke afsluttes mellem Kommunerne. Den Kritik, der er fremsat mod denne Bestemmelse, f. Eks. paa Købstad- mødet 1913, gaar ud paa, at det ikke er klart, efter hvilke Principper Opgørelsen skal foregaa. Rigtigheden heraf maa formentlig erkendes. I Skrivelse af 4. Novem- ber 1887 har Indenrigsministeriet i et foreliggende Tilfælde nærmere fortolket Lov- bestemmelsen derhen, at Landkommunens Aktiver og Passiver — derunder kapitali- seret Fattigbyrde — skal opgøres, og Købstaden skal af det Beløb, hvormed Passi- verne overstiger Aktiverne, udrede en saa stor Del, som svarer til Forholdet mellem det indlemmede Distrikts og hele Landkommunens Skatter. En Opgørelse paa Grund- lag heraf kan imidlertid blive vanskelig, og de senere Aars Lovgivning, f. Eks. an- gaaende Udgifter til sociale Formaal, ligesomhele den kommunale Udvikling har be- virket, at en saadan Opgørelse nu vil være betydeligt vanskeligere at foretage end, da Loven af 1873 udkom. Derhos maa det ogsaa tages i Betragtning, at de økonomiske Konsekvenser af en Indlemmelse i Virkeligheden er et af de vigtigste Momenter i Spørgsmaalet.