Betænkning Afgiven Af Den Af Handels- Og Indenrigsministeriet 23. December 1915 Nedsatte Kommission Angaaende Indlemmelse I Købsteder Og Læbælters Ophævelser

71 Kommunes Indlemmelse i en kredsfri By (o: By med over 25 000 Indbg.) skal ske ved Lov; i øvrigt sker Indlemmelserne administrativt. 1 Praksis kræves Landkom- munens Samtykke som Vilkaar for Forelæggelse af en Lov, et Samtykke, som ofte kræver betydelige økonomiske Ofre fra Byens Side. Kravet om særlig Lov i disse Tilfælde har derfor været stærkt fastholdt fra Landkommunernes Side og fra deres Repræsentanter i Landdagen. Ifølge Love af 1831, 1853 og 1891, der kun omhandler de administrative Indlemmelser, udkræves ved Indlemmelser af en hel Kommune begge Kommunalbestyrelsers Samtykke og kgl. Stadfæstelse, medens en partiel Indlemmelse kan bevilges af Bezirksudvalget (Amtsraadet) med Kommunalbestyrelsernes og Grund- ejernes .Samtyklte. I begge Tilfælde kan de interesserede Parters Samtykke erstattes af Bezirksudvalgets Beslutning, saafremt „almen Interesse kræver Indlemmelsen“; foreligger almen Interesse ikke, kan en Tvangsindlemmelse kun ske ved særlig Lov. Over Bezirksudvalgets Afgørelse kan Parterne rejse Klage til Provinsialraadet, hvis Beslutning eventuelt af Overpræsidenten kan paaklages til Indenrigsministeriet (men ikke til Overforvaltningsretten). I Rhinprovinsen, Westphalen, Hannover og Frankfurt am Main gælder noget ændrede Regler. Ved den preussiske Kommunallov er de materielle Betingelser for Indlemmelse udformet derhen, at almen Interesse foreligger, 1) naar Landkommunen ikke er i Stand til at opfylde sine offentligretlige Forpligtelser, 2) naar et Godsomraades Ud- stykning nødvendiggør en Ændring til almindelig Landkommune, og 3) naar der paa Grund af flere Kommuners eller Kommunedeles stedlig forbundne Stilling er opstaaet en væsentlig Modstrid mellem de kommunale Interesser, og denne ikke Iran ophæves ved Dannelse af Specialkommuner. Med Hensyn til de øvrige tyske Stater fremhæves følgende: I Sachsen hviler Indlemmelserne i Regelen paa Overenskomst mellem Kom- munalbestyrelserne og Grundejerne, hvilken Overenskomst stadfæstes af højere Myn- dighed (for mindre Byer af Amtsstyrelse og Bezirksudvalg, for Byer med „revideret Bylov“ af Kredsstyrelsen og ved totale Indlemmelser af Indenrigsministeriet). Par- tielle Tvangsindlemmelser kan ske i Tilfælde af almen Interesse og totale Tvangs- indlemmelser i Tilfælde af paatrængende offentligretligt Behov (dringend öffentliches Bedürfnis); i begge Tilfælde bevilges Indlemmelsen af Indenrigsministeriet. I Württemberg kan Overenskomst mellem Kommunerne om Indlemmelse stad- fæstes af Bezirksraadet for ubeboede Arealer i mindre Byer og i Landkommuner og af Kredsstyrelsen i øvrige Tilfælde. En partiel Tvangsindlemmelse kan forordnes af Indenrigsministeriet, naar den foreslaas af en af vedkommende Kommuner, naar den er paatrængende nødvendig af Hensyn til det almene Bedste, og naar den derhos ikke forandrer et Overembedes (Oberamt, Amtsraadskreds) Grænser; Indenrigsministeriets Beslutning kan paaklages til den højeste Forvaltningsdomstol. Totale Tvangsindlem- melser og saadanne Indlemmelser, der medfører Forandringer i et Oberamts Omraade (derunder særlig Indlemmelser i Hovedstaden Stuttgart) kræver særskilt Lov. Særlig for Württemberg er en udtrykkelig Lovbestemmelse om, at vedkommende Kommunes Kreditorers Interesser skal varetages paa bedst mulig Maade ved Indlemmelser. Med Hensyn til Grundejernes Stilling bemærkes, at deres Samtykke i Preussen — ligesom i Bayern og Sachsen — kun er nødvendigt ved partielle Indlemmelser, og kan undværes, naar „almen Interesse" kræver Indlemmelsen. Østerrig. (Ø. var — ifølge de forinden Verdenskrigen gældende Regler — delt i IB Kronlande, der under Ledelse af en Statholder var Organ for Stats- og Kommuneforvaltning; under Statholderen sorterede Bezirkshauptmannschafter, der i Bøhmen, Galizien og Steiermark ogsaa var kommunale Forvaltningsorganer. Pri- mærkommunerne (Ortsgemeinden) har betydelig større Beføjelser end i andre Lande. De 33 største Byer er „autonome“ o: har egne Kommunallove; de øvrige indbefattes under den almindelige kommunale Inddeling). Rigskommunalloven af 1862 omhandler ikke Indlemmelsesspørgsmaalet, hvis Løsning saaledes er overladt til de enkelte Kron- landes Lovgivning (Landslovene). Landslovgivningerne bestemmer, at 2' Kommuner Iran forene sig til een med den nærmest overordnede højere Kommunes Samtykke og Statholderens Approbation, og samme Regel gælder for frivillige partielle Indlemmelser. Endvidere er det almindelig Regel, at en total Tvangsindlemmelse kun maa ske gennem