Lærebog I Optik
til Brug for de lærde Skolers mathematisk-naturvidenskabelige Afdeling

75 denne opstillet Prisme. Gik nu alene de rode Straaler gjennem Aabningen, og opfangedes de efter Brydningen paa en Skærm, viste der sig et lille rødt Billede af Aabningen. De orange- farvede Straaler gave en lignende orangefarvet Piet, men dets Sted paa Skærmen viste, at disse Straaler ere mere brydbare end de røde. Paa lignende Maade viste det sig, at de gule Straaler have en større Brydbarhed end de orangefarvede, hvorimod de ikke brydes saa stærkt som de grønne o. s. v., og at de violette ere de stærkest brydbare af alle. Tilmed viste dette Forsøg, at de forskjellige prismatiske Farvestraaler ikke yderligere kunne spredes i andre. De orangefarvede Straaler ere saaledes. ligesaa usammensatte som de røde og gule; vare de en Blanding af begge, vilde de ved Brydning være blevne sondrede i Straaler af disse to Farver. Ligeledes ere Straaler, der give den grønne Del af Spektret, ligesaa usammensatte som de, der findes i den gule og blaa Del. 66. Hvad ovenstaaende Forsøg lærer os, godtgjorde Newton ogsaa paa andre Maader. Han dannede saaledes først et lodret prismatisk Solbillede RV (Fig. 66) ved at lade Solstraaler brydes af et Prisme med den bry- dende Kant vandret. Dernæst op- stillede han bag ved dette Prisme et andet, men hvis brydende Kant var lodret, saaledes at de Straaler, der vare brudte af det første Prisme, Fig. 66. atter bleve brudte at det sidste. Ved denne Brydning blev Spektret forrykket til Siden og stillet skraat saaledes, som R V viser det. Dette Forsøg godtgjør altsaa ligesom det foregaaende, at den røde Del af Spektret R og R‘ indeholder de mindst brydbare, den violette Del V og V' derimod de mest brydbare Straaler, og at Brydbarheden voxer fra den røde Del til den violette i den Orden, hvori Farverne følge. I Spektret R’V viste der sig de samme Farver og i samme Orden som i RV, saa at det ogsaa ved dette Forsøg er paa-