Landbrugets Forhold til Industri og Handel
Foredrag ved møde i Københavns Industriforening. Særtryk af "Dansk Landbrug"

17 udtrykkes saaledes: Medens i Landbruget hver enkelt driver en mangesidig Virksomhed, men denne Mange- sidighed er temmelig ens for os alle, er i Industrien sædvanlig den enkelte beskæftiget med noget ret begrænset, medens det hele Industrisamfund er saa flersidigt som muligt. — Dertil kommer saa, at vi i Landbruget for Tiden i saa høj Grad maa arbejde med Verdensmarkedet for Øje, medens de fleste Indu- strivirksomheder endnu maa søge deres Hovedafsæt- ning i Hjemmemarkedet. Disse Modsætninger har saa andre i deres Følge, saaledes den, at vi endnu i Landbruget kender saa lidt til indbyrdes Konkurrence, men saa meget til Samvirken i økonomiske Øjemed, hvor den ene føler sig personlig interesseret deri, at den anden arbejder bedst muligt. Heri ligger maaske ogsaa noget For- klaringen til, hvis deter rigtigt,hvad en af vore National- økonomer nylig har udtalt, at Landboungdommen omfatter sin Gerning med en Begejstring, som han savner i de andre Erhverv. Det er muligt, at Aarsagen til noget saadant lidt kan søges deri, at baade Land- boungdommen selv og dens Fagskole i saa høj Grad er paavirket af den danske Folkehøjskole, og det var vel i hvert Fald ikke Skade til, om denne sporedes noget mere ogsaa ved vore Haandværker-, Industri- og Handelsskoler; men i ikke ringe Grad skyldes det vel ogsaa den Hovedbetydning, Landbruget tilskriver sig selv, eller det, som en af Industriens og Hande- lens Stormænd, der for Resten ogsaa privat drev sit Landbrug, afdøde C. F. Tietgen, i Begyndelsen af 90erne kaldte Landbrugets to fikse Ideer. Den ene skulde gaa ud paa „Udførselens overvejende Vigtig- hed i Sammenligning med Hjemmemarkedet", den anden derpaa, at „Landbrugets gode Trivsel er den væsentlige Betingelse for vort Lands økonomiske Blom- string". Naar Tietgen mente, at hverken den ene eller den anden af disse Ideer holdt Stik, tror jeg ikke, at der kan gives ham Ret; men denne vilde uomtvistelig tilkomme ham, om han havde udtalt, at det næppe altid vilde vedblive at være saadan, at der kunde komme en Tid, da Hjemmemarkedet for vort Land- brug var vigtigere end Udførselen, og at Landets økonomiske Blomstring da vilde være mindre ensidigt end hidtil betinget af Landbrugets gode Trivsel. Ikke