Landbrugets Forhold til Industri og Handel
Foredrag ved møde i Københavns Industriforening. Særtryk af "Dansk Landbrug"

5 kro, Roskildekro, Røde Vejrmøllekro, Damhuskro o. s. v., der tjente som mere eller mindre nødvendige Bede- steder, er endnu levende Minder om den Tids Han- delstrafik, der siden tildels maatte overtages af den voksende Mellemhandler stand. Allerede sidst i Trediverne siges saaledes selv den simpleste Borgerkone her inde at være bleven for fornem til at købe sine Varer paa Torvet, og „vil Fruerne og Madammerne ikke selv gaa paa Torvet for at købe Flæsk og Gæs, maa der nødvendigvis være andre, som paatager sig at købe det, dersom Landmanden skal faa sin Gaas solgt, og Madammen faa den paa sit Bord“, og som hun herinde erstattedes af Spæk- høkeren, traadte efterhaanden Fragtmænd, Hønse- kræmmere og andre i Bondens Sted. Der blev selv for Selvejerbonden for meget at bestille hjemme, til at han kunde ligge paa Landevejen, og det blev andet end Kolonialvarer, Pynt og Stads til Hjemmet, han fik nødig at hente fra Byen, tildels noget saa nyt som Han- dels-Foder og Handels-Gødning, Sædefrø og Maskiner. Der fulgte dog i Begyndelsen ikke store Vanske- ligheder af Handelen med disse Hjælpemidler. Naar Fabrikant Joseph Owen herinde fra i Fyrrerne udbød sin „Patentgødning“ og sit „Benmel“, ja, selv da han skred til at behandle Benene med Syre og tilbyde noget for Datiden saa mærkeligt som „sur fosforsur Kalk“, var det, han bød, dog alt i sin Oprindelse ret vel kendte Sager, Patentgødningen simpelt hen om- formet københavnsk Renovation, og naaede Salget af sur fosforsur Kalk fra Fredens Mølles Fabriker end ved 1860 op til en 6—7 Millioner Pund, var det mest til de mere vidtskuende større Jordbrugere, og navnlig var det endnu en hjemlig Produktion. Dette sidste gjaldt i væsentlig Grad ogsaa om de først benyttede Former for Landbrugsmaskiner, Sædefrø og Foderstoffer. Rapskager og Hørfrøkager blev slaaet ved hjemlige Fabriker af hjemmeavlet Frø, og foruden dem bestod Datidens Handelsfoder kun i de gammelkendte Klid, Mask og Bærme. Lige op til den Dag i Dag, hvor de gammeldags Kager møder en saa mangeartet Kon- kurrence, er det vedblevet at være en tillidsvækkende og dermed ogsaa en prisforhøjende Omstændighed, at Kagerne kunde kaldes „københavnske“; vel ikke fordi de ikke kan være lige saa gode andetsteds fra; men det er jo saa da ogsaa „andetsteds fra“. Paa