Dansk Roesukkerindustri

TIDSSKRIFT FOR INDUSTRI 1913 nu blevet formindsket til omtrent 6—7 pCt.; da den af en vis Roevægt udvundne Sukkermængde jo nu er langt større end da, er Kulforbruget pr. kg Sukker altsaa aftaget endnu langt stærkere. Men ogsaa i en helt anden Retning har denne Arbejdsmaade medført Fordele. Det formindskede Tryk i Fordampnings- apparaterne har som omtalt den Virk- ning, at Saftens Afdampning sker ved væsentligt lavere Temperaturer end dem, der ellers maatte anvendes. Nu taaler imidlertid Sukkersaften, der som omtalt ved Saturationen endnu har en noget al- kalisk Reaktion, ikke en Kogning ved højere Temperatur i længere Tid, uden al undergaa en vis Sønderdeling, og Sukker- tabene herved vil altsaa blive des mindre, jo lavere de Temperaturer er, ved hvilke Afdampningen kan gennemføres. Da nu Saften taaler den høje Temperatur des daarligere, jo mere tykflydende den er, lader man Saften efterhaanden strømme igennem alle Fordampningslegemerne, idet Tyndsaften træder ind i det Legeme, hvor Fordampningen sker ved Kedel- damp, eventuelt ved Returdamp fra Dampmaskinerne, og den sidste Inddamp- ning sker i det Legeme, hvor Vacuumet er størst og Temperaturen i Saftrummet altsaa lavest. I Indkogningsapparatet, hvor Tyksaf- ten som omtalt skal berøves saa meget af det fra Inddampningen tilbageblevne Vand, at en Krystallisation af Sukkeret begynder, gør nu et lignende Forhold sig gældende. Ogsaa her skal Temperaturen holdes saa lavt som muligt — hvad der paa Grund af den forholdsvis meget læn- gere Tid, Indkogningen varer, her er sær- ligt vigtigt — og man er som en Følge her- af tvunget til ogsaa at lade denne Proces foregaa under formindsket Tryk. Appa- rate! (se Fig. 14) gøres derimod kun en- keltvirkende, idet en Anvendelse af Fler- legemeprincipet her umuliggøres af Hen- synet til den nøje Overvaagen af hele Indlægningens Forløb, som er nødvendig for at faa Krystallisationen til at forløbe paa rette Maade. Fuldt ud at kunne beherske Forløbet af Indkogningen i Vacuumet er med Rette regnet for at være et af de vigtigste Punk- ter i hele Roesukkerfabrikationen. Det gælder navnlig om at lede Damptilførslen paa en saadan Maade, at der under Be- gyndelsen af Indkogningen sker en rige- lig Dannelse af veludviklede Sukkerkry- staller i et passende Antal, og at disse under Arbejdets videre Gang, hvor der, efterhaanden som Massen svinder paa Grund af Fordampningen, stadig maa trækkes yderligere Tyksaft ind i Va- cuum’et, kun faar Lov til at vokse i Stør- relse, men ikke i Antal. Kun paa denne Maade faas nemlig et stort Udbytte af virkeligt godt »første Produkt«, det vil sige af et Krystalsukker, som vel er meget langt fra at være rent og hvidt — dertil indeholder det for mange Urenheder —, men som dog hovedsagelig har disse sid- dende som et Lag klæbrigt Sirup uden paa de igennem deres hele Masse ret rene Sukkerkrystaller, som danner Stoffets Hovedbestanddel. Et saadant Raasukker kan dels meget let ved en ren Overflade- behandling overføres til et langt renere Konsumsukker, Farin eller Puddersuk- ker, som finder god Afsætning, navnlig i de bredere Lag af Befolkningen, dels er det et udmærket Raamateriale for »Raf- finaderierne«, hvori det danner Grund- laget for Fremstillingen af de fine hvide Sukkersorter, som Melis og Topsuk- ker. Det er af den største Betydning for en Fabriks Rentabilitet, at den størst mulige Mængde af det i Tyksaften tilstedeværen- de Sukker direkte udskilles som et godt »første Produkt« med de nævnte Egen- skaber, men det er ingenlunde nogen nem Operation, den kræver tværtimod saare megen Øvelse og Haandelag; i Alminde- lighed regnes det for at være nærved at være en Kunst, og den Kogeméster, som har vist, at han fuldt ud behersker den, 120 -