Havet Med Dets Plante- Og Dyreverden
En Skildring For Dannede Af Alle Stænder

 445 regentens Jndseiling, Wellingtonkanalen og Melvilleøen. Den modige Søfarende vilde have trængt endnu længere frem, men den tiltagende Is tvang ham til at see sig om efter en Tilflugt i „Vinterhavnen". Men det var ingen let Sag at naae denne; der maatte først hugges en 15,000 Fod lang Kanal gjennem 7 Tommer tyk Is, hvilket blev fuldført i tre Dage. Nu forestod der Skibet et Fangenflab paa ti Maaneder, men man var fortræffeligt forsynet med Alt hvad der var nødvendigt til at udholde endog den værste Polarkulde. Store Ovne sattes i rastløs Virksomhed, og der blev bygget Tag over Dækket, for at Mandskabet ved ethvertsomhelst sirlig kunde forskaffe sig den nødvendige Bevægelse. Før den 1ste August kunde Parrh ikke forlade Vinter- havnen, og han forsøgte da nok engang at trænge videre frem mod Vest, men han fandt, at Jsskrankenie vare uover- vindelige; den 3die November 1820 vendte han tilbage til England, hvor han, som man kan tænke sig, blev modtaget med megen Varme og Hjertelighed. Medens demie Reise gik for sig, vare Franklin, Richard- son og Back tilligemed to engelske Matroser og en Flok Kanadiere og Indianere befljceftigede med tillands at trænge frem til Mundingen af Kobbermineflodeu for derfra i Baade at gjøre en Opdagelsesrejse langs Ishavets Kyster. De Udholdende Reisende forlod Fort Jork ved Hudsonsbug- ten den 30 August 1819 og naaede Fort Cumberland, hvor de tilbragte den første Vinter efter en Reise i Baade paa 150 geographiske Miil. Det følgende Aar kom de atter et ligesaa stort Stykke frem og naaede Fort Entreprise, hvor de opholdt sig den anden Vinter. Efterat de herfra endnu havde tilbagelagt c. 70 Miil fremad mod Havet, be- gyndte de fyrst den 21 Juli 1821 deres egenlige Opdagel- sesrejse, paa hvilken de undersøgte Kyststrækningen indtil Turnagainspidsen. Her tvang den truende Mangel paa