Havet Med Dets Plante- Og Dyreverden
En Skildring For Dannede Af Alle Stænder

78 lighed svaugre tropiske Lnftsoiler^naae ned i koldere Regio- ner, fortættes det i dem indeholdte Vand til Skyer og maa falde ned paa Jorden. Jo nærmere LEkvatorlalstrømningen rykker op mod Polen, desto mere fri for Vand bliver den, hvorimod Polarstrøniningen, som trænger kold og tør ned efter ZEkoator, paa hele Veien optager Fugtighed, og især medens den stryger hen over det tropiske Ocean, hvorefter den, mættet med Vanddampe, igjen løber tilbage til Polen. Man kunde altsaa sammenligne ZEkvatorialhavene med Kjedlen og de koldere Jordregioner med Kondensatoreu i en Dampmaskine, men den er en Maskine, hvor den intet kostende, dampfrembringende Ild aldrig udslukkes, men evigt vedbliver at være virksom. Digtekousten er ældre end Prosaen, og Skjaldene be- sang Naturen, før Philosopherne begyndte at spørge efter Tingenes Aarsager. Skjondt derfor allerede de ældste Dig- tere prise de Dugdraabers Skjpuhed, der tidligt om Mor- genen funkle som LEdelstene paa de grouile Enge og i Blomsterbægerue, var det dog først vort forskende Aarhun- drede forbeholdt fuldstændigt at forklare Betiugelserue for deres Opstaaen. Dr. Wells, en skotsk Lærd, har først paa den meest overtydende Maade godtgjort, at Dugdannelsen beroer paa deu betydelige, varmeudstraalende Kraft hos mange af de Legemer, som bedække Jorden, hvorved deres Temperatur uuder gunstige Omstændigheder efter Solens Nedgang hur- tigt synker ued under Luftens. I klare, skyfrie Nætter udstraale f. Ex. Græsstraaene deres Varme i det stjerueklare Verdensrum, som ikke giver dem Noget til Gjengjæld derfor. Den Deel af Planterne, som staaer i Berøvelse med Grunden, kan kun langsomt erstatte Tabet; den hurtigt og betydeligt afkjolede Overflade for- tætter den omgivende Lufts Fugtighed til Dug.