Det Industrialiserede Haandværk

at der er nøje Samarbejde med de leden- de, arbejdende og vælgende Organer ved en moderne Produktion — her er de faa eller een eneste Person! Forholdet Storproduktion overfor min- dre maa endelig ses i Belysning af en hel Række ydre Forhold, saasom Tilpas- ningen og Forbrugets Vekslen — kort sagt af Markedet. Den mest økonomiske Ar- bejdsmaade er den, der udnytter »Fabrik- ken« fuldstændig. Men denne Udnyttelse af Anlæget vil i Praksis bl a. afhænge af Afsætningsmulighederne, være afhængig af Tilpasningen efter Markedet, af en vis Smidighed til at følge dette under veks- lende Forhold o.s.v. Navnlig dette blandt mange flere Forhold maa tages i Betragt- ning, foruden de rent tekniske. Et lille, efter el bestemt mindre Marked indretlet, Anlæg vil selvsagt arbejde langt niere økonomisk end et større, naar det f.Eks.er alt for stort anlagt til at kunne udnyttes fuldt ud Aaret rundt, men maa arbejde i nogen Tid halvbelastet og med forholdsvis ringe Udbytte. Men her er endnu et Moment, der spiller en Rolle — det psykologiske. Storfabrikken arbejder med lønnet Med- hjælp, af hvilken følgelig kun en ringe Del kan føle sig direkte og stærkt interesseret i Arbejdet, nemlig Ejeren eller Direktøren, og disses Rolle er igen sjældent den ak- tive i Produktionen, oftest knapt nok en Tilsynsførendes. Alt andet lige vil den lille »Fabrik« med 2—3 Mand og en Ejer arbejde mere økonomisk alene gennem den langt større personlige Indsats, denne sidste paa mange Maader formaar at yde i Arbejdet og den ligeledes herigennem mulige Tilpasning af Virksomheden efter vekslende Marked og Konjunkturer. Den Mand, der sidder paa Landet under billige Vilkaar, f. Eks. med egen Væv og arbejder for sig selv, midt i et uldproducerende Op- land, med Markedet om sig, og laver en enkelt Vare for dette alene, sidder saa vist i mange Tilfælde ikke vanskeligere i det end Storfabrikanten. Han arbejder ander- ledes intensivt og derfor bedre end dennes — 11 lønnede Arbejdskraft — det vil i dette Til- fælde bl. a. sige »fejlfriere« end Arbejderen i Storfabrikken — han har nemlig »Chan- cen« — og hører han til Eliten, naar han frem! Under disse Forhold vil de For- dele, som kan tænkes gennem billigere Kraft og lidt billigere Raamateriale gen- nem de større Indkøb, opvejes ved den Rolle, Ejeren spiller i Driften og maa spille, naar han, som ved den lille Virk- somhed er Administrator, Forhandler, Ar- bejder o. s. V., og hver Skilling for meget eller for lidt, liver Ros eller Dadel berører ham direkte. Der er altsaa sikkert ved det tekniske F'remskridt skabt Muligheder for et højt- oplyst Elitehaandværk, blot det »industri- aliserer* sig, d. v. s. tager de moderne Hjælpemidler i sin Tjeneste; men uden om dem gaar ingen Vej eller rettere kun én, nemlig Kunsthaandværket, hvor Materialet og det rent tekniske ved Arbejdet er det mindre værdifulde, respektive kun Bæreren af eller Udtrykket for en kunstnerisk Per- sonlighed. Kunsthaandværket falder der- for udenfor de almindelige tekniske Be- tragtninger. Men det er ganske interessant at se, at man Verden over under Haand- værkets Dekadence overalt først har søgt de Muligheder udnyttede til Haandværkets Frelse, som ligger i al gøre det til Kunst- haandværk. Man har selvfølgelig haft Ret — her var man udenfor »Teknikken«. Men derved bliver de naturlige Arbejdsfelter, der sikkert ligger i det daglige Livs Produk- tion, ogsaa for den mindre Virksomhed ikke mindre naturlige. .Jeg nævner del, fordi man ofte har overvurderet de kunst industrielle Muligheder, vistnok fordi man saa skævl til de blot og bare industrielle. sjs :i'. * Der er imidlertid for det store Tal af Haandværkere kun Teknikkens Veje at gaa. Som Udviklingen til at begynde med havde været, var den historiske Baggrund for Opfordringen maåske ikke flatterende. Det var jo »Arvefjenden«, Maskinen, det gamle Haandværks Banemand, man skulde