Det Industrialiserede Haandværk

til det truede Haandværks Bevarelse. Held havde disse første »Bevægelser« ikke med sig; de var for teoretiske; Arbejdet motive- redes mere »lyrisk« end praktisk! Man var uden dybere Forstaaelse a/ Ondets Aarsag, forstod ikke, at det var Tiden og Udviklin- gen, der var Haandværkets daværende For- mer imod. De Foranstaltninger, der blev trufne, blev derfor virkningsløse. Endog en saa latterlig Stampen mod Udviklin- gen som f. Eks. Forslag om Beskatning af Maskiner kunde tænkes, og planløse Pengeunderstøttelser eller anden unaturlig Støtte foresloges og praktiseredes. Arbej- det blev derfor uden synderlig Frugt. Der var egentlig kun to fornuftige Veje at gaa, nemlig Kunsthaandværkets Vej, der tidligere er nævnt, og som ogsaa er bleven fulgt af en Række erhvervsfremhjælpende Institutioner: (bl. a. Bayerisches Gewerbe- museum). Og saa de kooperative Foran- staltningers.— Denne sidste, teoretisk yderst forstandige Vej til Fremme af Haandvær- ket, ved gennem Fællesindkøb at skaffe dette billig Adgang til Raamateriale og atter gennem Salgsforening bekvem Ad- gang til Afsætning, samt ved Produktions- fællesskab at søge skabt de samme gun- stige Vilkaar, som Storindustrien virker under, er imidlertid ikke Haandværkets og har ikke dets Karakter. Utallige var desuden de Vanskeligheder, Produktions- fællesskabet gav. — Enkelte Steder er det lykkedes, andre Steder er Resultatet blevet Nul eller negativt. Det er navnlig Østriger- ne og Bayrerne, der er eller maaske rettere var stærkt inde herpaa. Paa nærmere Hold gør dette Arbejde sjældent noget tilforlade- ligt eller for Systemet smigrende Indtryk; thi til de lovende statistiske Beretninger svarer sjældent saa ensartet gode Resul- tater, som et teoretisk anbefalelsesværdig! System altid lader vente; det hele er jevnt pauvert. Og de mere vellykkede Eksemp- ler paa Produktionsfællesskab (Stubaithal- Gewerbegenossenschaft, Tirol f. Eks.), der har kastet Glans over dette østrigske Sy- stem, staa som ret isolerede Fænomener, der sikkert mere er betingede i ualminde- lig heldigt Valg af Leder eller Administra- tor, end begrundede i selve Princippet. Under saadanne Forhold, hvor en dyg- tig Administrator med haard Haand hol- der de utilfredse nede og med fremra- gende Dygtighed disponerer ved Køb og Salg, gaar det selvfølgeligt — men dette er jo kun en let ændret Form for den In- dustri, der, baseret paa Hjemmearbejde, trives mange Steder i Tyskland, Svejts o. s v — og som næppe altid tør afmales rosenrød. Men er dersaaledes ikke Grund til nogen særlig Begejstring for de østrigsk-bayerske Gewerbegenossenschaften, saa har deres Ge- werbeförderung iøvrigt Krav paa megen Anerkendelse. Paa et Tidspunkt, hvor det saa mere end almindeligt trist ud for Haandværket— hvor den talmæssige Til- bagegang ikke blot var noget, man frygtede, men hvor den gav sig tydelig tilkende, samtidig med at Muligheder for Smaa- bedrifter i ændret, industrialiseret, Form dukkede frem — paa dette kritiske Tids- punkt var det, at »Niederösterreichischer Gewerbeverein« begyndte sit »Gewerbe- forderungsarbejde« til Støtte for Produk- tionens Smaa og Fortrykte. Med Kærlig- hed til disse og i begejstret Tro paa Haand- værkets Sag tog man Arbejdet op, og i Løbet af de ca. 30 Aar, man har virket — først privat, senere som Statsinstitution — er der udrettet meget. Talrige Forsøg er udførte —ikke alle vellykkede — og meget Materiale er gennemarbejdet; og trods en Række Fejlgreb er fortjenstfulde Institu- tionerskabt. Østrigsk»Gewerbeforderungs- dienst« er da en Virksomhed, der ikke alene aftvinger Respekt ved sit store Apparat — sin imponerende Konto paa Handelsmini- steriets Budget, men som Foregangsinsti- tut for en Række Efterfølgere. Det vilde føre meget for vidt her i De- tailler at omtale den østrigske Erhvervs- fremme, som hele Rækken af de øvrige europæiske, for hvilke Maal og tildels Mid- ler og for en Del ogsaa Motiveringen er den samme, men hvor »Aanden«, om man saa tør sige, er yderst forskellig — stærkt — 16 —