Det Industrialiserede Haandværk

Fig. 1. Vægbilleder, der viser gammel-ægyptisk Snedkerarbejde. gode Sider; han kom til at elske og ære sit Fag. Men anderledes med Mennesket! Tvangen i Forening med den dogmatiske Tro paa Fremgångsmaadernes Uforander- lighed kvalte hans Erkendelsestrang, ind- snævrede hans Horisont og dødede alt Initiativ. — Selve Arbejdsudøvelsen stillede ikke store Fordringer til Hjælpemidler. — Værkstedet var som oftest lille og mørkt — og kunde være det; det skulde jo kun kunne holde Regn og Kulde ude. Værk- tøjerne var heller ikke mange — ofte saa faa, at man kunde »flytte« med dem i en Bylt under Armen. Arbejdstiden var lang og Arbejdet haardt — til Tider endog de- formerende ved det stærke fysiske Slid. — Fra den Tid stammer den skævskuldrede Snedker og den skævbenede Smed. Kommercielt set rummede Erhvervet hel- ler ikke store Opgaver. Priserne fastsat- tes af Lavet og Kalkulation var blot og bar Addition af Materiale, Mester- og Svendeløn. Man var ene henvist til Hjem- memarkedet. Manglende Post- og Fragt- forbindelser gjorde Konkur- rence paa længere Afstand umulig — kun Kunsthaand- værkeren havde et Verdens- marked. — Paa den anden Side havde den korte Afstand mellem Producent og Aftager sine Fordele; den muliggjorde den Tilpasning — den værdi- fulde, nationale Kolorit, der forsvinder ved de internatio- nale Produktioner. Og lager vi endelig de In- Fig. 2. Amoriner fra Vægtegningen i Herculanum (c. 70 e. K.). dustrier, hvis Raamaterialer kun fandtes enkelte Steder, saa gjald 1 det for hine, at de uvilkaarligt var stavnsbundne til de respektive Findesteder. Den ufuldkomne Trafik umuliggjorde Omplantning til an- dre. Om Lavstidens Produktion tør det da siges, at med uforandrede Produktions- hjælpemidler og ret uændrede Fremgangs- maader gik Arbejdet sin Gang. Men denne Uforanderlighed havde sine gode Grunde! Allerede tidlig havde Pro- duktionen nemlig udiømt alle de Mulig- heder, som Natur og primitiv Erfaring lagde lige for. Yderligere Udvikling kunde kun ske ved at gaa ad nye Veje eller ved Indtrængen i Produktionernes og Materialernes fysiske og kemiske Natur; inen der var ingen til al bryde Vejen. Paa egen Haand formanede man det ikke. Nyt Erfaringsmateriale maatte til — og det gamle ordnes og undersøges. Der maatte kastes Lys over al den Dunkel- hed, i hvilken man arbejdede og løb Panden mod Naturen hver Gang, man vikle videre. All som Trangen til Hjælp blev stærkere og stærkere, og man ganske spontant begynd- te at søge sig famlende frem, begyndte man ogsaa at blive klar over, hvad det var, man savnede, nemlig: naturviden- skabelig Oplysning om blot de elementæreste Forhold! Men Oplysning af denne