Kunstfærdige Gamle Bogbind Indtil 1850
Det Danske Kunstindustrimuseums Udstilling 1906

INDLEDNING fyrst August af Sachsens Hofbogbinder, Jakob Krause, og til hvilke sluttede sig det ringere, men for os interessante Bind i hans Stil med det Mecklenborgske og det Danske Vaaben og Hertug Ulrichs og Christian IV’s Navnetræk (Fig. 52). Endnu i et Bind som det sidstnævnte er Orientens Stils Ind- flydelse kendelig. Den røber sig baade i de forsænkede Flader i Hjørnerne og i disses ornamentale Udfyldning. Det samme kan siges om det følgende - ligeledes tyske — Bind (Fig. 53), og i det næstfølgende - et Stambogsbind (Fig. 54) — er der for saa vidt aldeles intet europæisk, som Bogen er bunden i et med Sølvtraad indvævet persisk Silkestof. Længst holdt sig den østerlandske Paavirkning i Italien. Et Bind som det venetianske (Fig. 55) med Markusløven paa Forsiden og Paolo Loredanos Vaaben paa Bagsiden er med sine forsænkede Felter og sine Forsiringer med Pen og Farve paa Guldgrund udpræget per- sisk i Stilen, og i et Bind som det syditalienske (Fig.56) med de fine Arabesker, der hæver sig frem paa en punslel og forgyldt Bund, beror Virkningen paa en Teknik, hvis Forening af Sim- pelhed og Sindrighed er et ægte orientalsk Træk. Efter deres Bestræbelser for at befri sig fra de middelalderlige Dekoralions- maader lagde de italienske Bogbindere i det 16de Aarhundred overhovedet kun ringe Selvstændighed for Dagen. Deres orna- mentale Opfindsomhed indskrænkede sig efterhaanden lil el ret tomt Spil med tynde og tørre Linjer (Fig.57), og da der saa- ledes ikke stilledes deres Haandværk nye og udviklende Op- gaver, saa sløjede ogsaa dette, særlig Haandforgyldningen, me- get hurtigt af. Endnu før det 16de Aarhundreds Slutning var den italienske Bogbinderkunst i det Forfald, som fuldbyrdedes i det følgende Aarhundred. Lige modsat var Forholdet i Frankrig. Her gav i del 16de Aarhundreds Slutning og i det 17de Aarhundreds første Halv- del nye Dekorationsmaader Anledning lil de største Frem- skridt, som Haandforgyldningen havde gjort siden sin første Optræden i Europa. Det er lil Henrik Ill’s Bogbinder, Nic. Ene, at dette Frem- skridt knytter sig. Han opfandt maaske ikke egentlig den saa- kaldle å la /nn/are-Dekoration (meningsløst opkaldt ca. 1830 efter Titlen paa en Bog, Les fanfares et couroées abbadesques, som Charles Nodier fod binde i et Bind i Nic. Éve’s Stil); thi Elementerne i dette Mønster, de fine Spiraltraade endende i bægeraglige Blade og de mere naturalistiske Palme- og Laur- bærgrene, kan man finde allerede i lidt tidligere franske Bind. Men han stillede for første Gang de smaa Stempler saa læt sam- men, at de paa orientalsk Vis dannede el gyldent Spind over det hele Bind, og han haand lerede derhos Stemplerne med en Sikkerhed og Lethed paa Haanden, som næppe er overgaaet oo