Beretning Til Indenrigsministeriet Om Ernæringsraadets Virksomhed I Høstaaret 1917-18
Ved Ernæringsraadets Sekretær

— 7 — altid i et kvægavlende Land, der som Danmark ikke er i Stand til at frem- stille andre Former for Kraftfoder i nævneværdig Mængde end netop Korn, støde paa betydelige Vanskeligheder, fordi den, saasnart Stillingen er alvorlig, kræver en betydelig Reduktion at Husdyrbestanden. Da et udviklet Husdyrbrug som det danske imidlertid i stor Udstrækning grundes paa Resultatet af et gennemført Forædlings- og Sorteringsarbejde, vil en saadan Formindskelse altid medføre en Fare, idet man kan ødelægge mange Aars Arbejde og derved angribe Folkets økonomiske Fremtidsstilling alvorligt. Ud fra disse Betragtninger er det imidlertid indlysende, at naar en Reduk- tion skal ske, maa den først og fremmest gaa ud over de Dyr, hvis Bestand lettest kan genrejses, og som tillige i videste Omfang lever af Menneskeføde. Begge disse Egenskaber forener som bekendt Svinene. Et stort Svinehold vil utvivlsomt altid under en Levnedsmiddelkrise være en direkte Trusel mod en Befolknings Ernæring, i Særdeleshed naar det, som her i Landet, drejer sig om en Fedningsindustri, fordi denne kræver et uforholdsmæssigt stort Forbrug af Raamateriale, idet højst 18 °/o af Foderets Næringsindhold gives tilbage i Form af Flæsk og Kød. At Hensyn til Fremtiden vil en Formindskelse af Svinebestanden (Ned- slagtning og Ophør af Tillæg) derimod ikke give nogen Grund til Bekymring, naar blot Avlsdyrene bevares, idet en senere fornyet Opdrætning da som be- kendt foregaar ualmindelig hurtigt. Ganske anderledes forholder det sig med Malkekvæget og Faarene og i nogen Grad med Heste og Høns. Disse Dyr lever under normale Forhold ho- vedsagelig af Stoffer, der enten er uanvendelige eller kun vanskeligt kan bruges til Menneskeføde, og da i hvert Fald for Hestenes og Malkekvægets Vedkom- mende Bestanden kun langsomt genrejses, vil en betydelig Reduktion altid være farlig. Ethvert Land, som ikke selv kan producere andet Kraftfoder end Korn, og som kommer i den Stilling, at det ikke kan skaffe Korn nok baade til Folket og alle dets Husdyr, maa derfor altid først og fremmest formindske sin Svinebe- stand, fordi denne direkte lever paa Menneskenes Bekostning og bedst af alle Husdyrbestandene taaler en Reduktion. Dernæst maa Landet indskrænke Kraft- foderet til de andre Husdyr. Da Hestene er uundværlige som Arbejdsdyr og derfor maa fodres med Kærne, bliver det (bortset fra Faar og Høns) altid Malkekvæget, det til syvende og sidst i saa Henseende maa gaa ud over. Nu er det imidlertid indlysende, at Svin og Malkekvæg (Flæsk og Smør) for ethvert Land, der ikke har Adgang til olieholdige Planteprodukter enten gennem egen Avl eller ved Import, er Hovedkilderne til Folkets Forsyning med Fedt. Resultatet af en Gennemførelse af de nævnte Forholdsregler i Høstaaret 1917—18 maatte derfor uvægerlig ventes at blive Fedtmangel, idet saavel Flæske- produktionen som Mælkeproduktionen maatte synke. Her staar vi da ved det springende Punkt i hele Levnedsmiddelregulationen i Danmark og forøvrigl overhovedet i de fra Omverdenen afspærrede Lande i. Nord- og Mellemeuropa: » Kornmangel kontra Fedtmangel«.