Skibsmaskinlære
Udarbejdet Til Brug For Styrmænd Og Skibsførere

— 257 — fladens Udstrækning; i findelt Kul skér Indsugningen meget hurtig, og en Stigning i Varmegraden paafølger; denne naar dog ikke op til Kullets Antændelsespunkt. Den Brint, som findes i Kul, er i Forbindelse dels med Kulstoffet, dels med Ilten og Kvælstoffet i Kullene, og danner med dem de flygtige Bestanddele. Naar Kullenes Kulstof indsuger Ilt, bliver denne meget virksom i kemisk Retning .og forbinder sig derfor med de flygtige Be- standdeles Kulstof og Brint, hvorved dannes Kulilte og Vanddamp. Den ved Iltens Indsugning fremkaldte Stigning i Varmegraden fremmer den kemiske Virksomhed. Da Kullenes Iltning ogsaa er ledsaget af Varme- udvikling, vil Hurtigheden, hvormed Iltningen foregaar, yderligere for- øges. I smaa Kulmængder vil Varmegraden holdes nede ved Luftens frie Adgang, men, dersom Indsugningen og Iltningen foregaar i en større Kulbunke, f. Ex. i et Skibs Kulladning, vil Varmens Bortledning kun foregaa langsomt, fordi Kulstykkerne ere omgivne af stillestaaende Luft, der, som bekjendt, er en daarlig Varmeleder. Kan den for den fort- satte Virksomhed nødvendige Luftmængde trænge ind til Massen, vil den høje Varmegrad uddrive Kullenes brændbare Gasarter, Kullenes Antæn- delsespunkt naas, og Betingelserne for en Explosion i Kulladningen er nu til Stede. Fedtet Tvist er meget tilbøjelig til Selvantændelse. Er Tvist bleven gjennemtrukken af Linoliefernis eller Olier, som ikke ere mineralske Olier, kan den ligesom Kul optage Ilt fra Luften. Olien ilter, og Varme- graden stiger hurtig, naar den udviklede Varme ikke har Lejlighed til at undslippe. I Løbet af faa Timer kan Antændelsespunktet naas, og Tvisten bryder ud i Flamme. Varmegraden stiger særlig hurtig, naar den fedtede Tvist lægges paa et varmt Sted. 316. Svovlkis (pyrites) i Kullene fremskynder Selvantændelse. Svovlkis findes i Kul under forskjellige Former; snart viser det sig som et mørkt Pulver, spredt i Kulstykket og vanskelig at skjelne fra selve Kullet, snart er det til Stede i tynde, guldlignende Lag (brasses) eller som store Aarer, ofte 1" til 2" i Tykkelse. I findelt Tilstand ilter Svovlkis hurtig i fugtig Luft, Svovlsyrling dannes, og Svovl sættes fri. Tidligere troede man, at Nærværelsen af Svovlkis var den egentlige Aarsag til Selvantændelse, idet den ved Svovlkisens Iltning fremkaldfe Stigning i Varmegraden skulde være stor nok til, at Kullenes Antændelsespunkt naas. Nyere Undersøgelser have vist, at dette ikke er Tilfældet. Kul, der ere særlig tilbøjelige til Selvantændelse, indeholde ikke mere end 1 °/o Svovlkis, og denne Mængde er aldeles utilstrækkelig til at hæve Varmegraden til Kullenes Antændelsespunkt, selv om en fuldstændig Iltning opnaaedes. Kuls Antændelsespunkt kan sættes til 400°, for Wales Kul til 48,0°. Da Svovlets Antændelsespunkt er 250°, kan Nær- A. H. M. Rasmussen: Skibsraaskinlære. 17