Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

KUNSTFORENINGS-STRIDEN. KARL UCHERMANN. CHRISTIAN SKREDSVIG. Fjorten dage senere, på generalforsamlingen den 21de december 1881 stod det store slag. I avisreferaterne den næste dag læses: •Til Kunstforeningens generalforsamling igår aftes i Studentersamfundets store festsal havde der indfundet sig så mange personer, som der kun er i samfundet de lørdagsaftener, da meget be- tydningsfulde sager står på dagsordenen. Salen var omtrent fuldpakket, og antagelig var der tilstede 3 à 400 medlemmer. Langs den ene langvæg, hvor kathedret ellers har sin plads, var der reist et langt bord for direktionens medlemmer, og midt inde i massen havde opponenterne, de unge kunst- nere, taget plads. Da flere af vore kunstnere ikke er medlemmer af foreningen, var deres antal her meget lidet, neppe 10. De fleste af de øvrige fremmødte medlemmer var ældre og besindige folk, mest embeds- og handelsmænd. Forhandlingerne begyndte omkr. kl. 5 med, at direktionens formand, hr. overlæge Larsen, oplæste årsberetningen. Derefter gav han ordet til maler Werenskiold.« På kunstnernes vegne fremsatte Werenskiold forslag om, at der i Kunstforeningens statuter skulde indtages følgende bestemmelse: En jury beslående af 3 malere og 3 billedhuggere afgjør, hvilke arbeider der ifølge sit kunstneriske værd har at komme i be- tragtning ved indkjøbene. Kun inden dette udvalg har direktionen at foretage sine indkjøb. I et længere, kraftig argumenterende foredrag begrunded han sit forslag: »I flere år havde der mellem kunstnerne og Kunstforeningen hersket en splittelse, der havde virket meget skadelig for begge parter. Kf. kunde ikke skaffe det tilstrækkelige antal billeder til at vedligeholde medlemmernes interesse, og direktionen havde ved sine indkjøb måttet ty til kunst- handlerne, da de ikke havde tilstrækkeligt udvalg i foreningens lokaler. Grunden hertil lå i den mangel på sympathi, som herskede mellem kunstnerne og Kf., og som hovedsagelig skrev sig fra den måde, hvorpå direktionen havde optrådt som jury. Denne jury, bestående af ikke-fagmænd, havde gjentagende gange refuseret arbeider af vore kunstnere, deriblandt af Rusten, som havde opnået mange medaljer ved akademierne i Kjøbenhavn og München. Da maler Sinding optrådte som kunst- nerens forsvarer, blev han på en iøinefaldende måde sat i en egen klasse, idet han blev forbigået ved 140