Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

WERENSKIOLD I 1881 — DET STORE SLAG. CHRISTIAN KROHG. FRITS THAULOW. indkjøbene. Men det trak ansvar med sig, dette, at direktionen således optrådte som jury! Den satte et stempel på vedkommende kunstners evne og bidrog til at ødelægge hans marked. Der kræ- vedes kompetence til at afgjøre, om et billede havde kunstnerisk værd eller ikke. Tal. belyste det ved exempler. Der krævedes kundskab både på tegningens og på koloritens område, og den dyg- tighed, som direktionen havde tiltroet sig, kunde alene erhverves gjennem årelange studier. Men jury-spørgsmålet var blot den ene side af sagen. Indkjøbene var den anden. Foreningen havde i de sidste år stadig kjøbt slette billeder, og samtidig med, at den refuserte et dygtigt arbeide af Ru- sten, havde den indkjøbt billeder, som aldrig vilde ha sluppet igjennem en jury af fagmænd. Disse slette billeder var blit betalt med høie priser, men direktionen havde pruttet af prisen for de bedste malere. Når Kf., der i det hele land besad en vis autoritet, kjøbte slette billeder, forvirrede den kunstbegreberne og opmuntrede den slette produktion. I egenskab af en institution til kun- stens fremme i vort land var foreningen forpligtet til kun at kjøbe gode billeder, og den havde et direkte moralsk ansvar overfor publikum«. Formanden, som vidste, at han havde sine tropper samlet, replicerte i en arrogant tone, »henviste trøstig til, hvad direktionen havde gjort, og afviste hr. W.’s beskyldninger for inkompetence. »De gamle refuseringshistorier vilde han ikke indlade sig på, og han trodde ikke, at W. var berettiget til at optræde som dommer i denne sag«[!] Der havde forøvrigt ikke manglet på billeder i Kf. før i det sidste år; da havde rigtignok direktionen henvendt sig til kunsthandlerne, »da det vilde vække misnøie blandt foreningens medlemmer, hvis der ikke skaffedes et tilstrækkeligt antal ge- vinster« [!] »Kun vilde han sige, at man dog ikke kunde formene et selskab at være jury eller be- stemme, hvad det selv vil, inden fire vægge. Kf. var privat, forsåvidt som den bestod af private mænd, og havde ret til at forlange, at ingen uvedkommende stiller fordringer til den.«1) i) Det samme havde en anonym •— s — svaret i Morgenbi. »Om flertallet af foreningens med- lemmer fattede beslutning om, at dens formål herefter skulde være f. ex. at virke til udbredelse af oljetryksbilleder, kunde der ikke med virkning nedlægges indsigelse derimod, — hvilket noksom viser, at en offentlig institutions forpligtelse til at virke for offentlige formål har foreningen ikke.« [!] 141