Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. INGRES: Madame de Senonnes (1814), Museet i Nantes. Men heller ikke de kunstnere, som deltog i hyldesten til Delacroix, kan siges at være helt upåvirket af père Ingres. Fantin-Latour, som aldrig for- agter det gode, hvor han end tinder det, om det er hos de gamle venezianere eller hos den franske rococos charmeu- rer eller hos samtidens realister, han har styrket sin sans for klarhed og ob- jektivitet på Ingres’ portrætter. Og jeg skulde ta meget feil, ifald Olympias maler, ifald Manet ikke engang havde fulgt med beundring og velbehag det rythmiske omrids af den store odaliskes deilige legeme (i Louvre). Hvor meget end Renoir kan skylde dels det 18de århundredes malere og dels Delacroix som kolorist, han har dog ikke lukket øie for Ingres’ unge pigelegemer, for hans sublime enkelhed i tegningen af dem. Men aller mest overraskende er det dog i den moderneste af de moderne, den bedskeste af naturalister, den gamle store Degas med det ubarmhjærtige øie og den ubønhørlige hånd at finde en kunstner, som i dybeste veneration høier sig for Ingres og regner ham for sin sande mester og sit udgangspunkt. Det, som er det moderne element i Ingres’ kunst, er hans vidunderlige virkelig- hedsrespekt, som tiltrods for al skjønhedstræben levendegjør og individualiserer formen i hans kunst. Ingres tilbad formen, dens exakthed og præcision, foragted alt idémaleri, al malet litteratur, afskyed alt uklart føleri, mistænkte farvemystik og farvelyrik. Selv var han overbevist om at være en tro fortsætter af Davids klassicisme, men ikke for intet havde Ingres i sin ungdom været mistænkt for at være en frafalden fra den antike rettroenhed, da han i Italien følte sig tiltrukket af Raffael og Ghirlandajo og endnu mindre »klassiske« malere. Med Ingres ophører klassicismen at være schéma og bliver extrakt af natur. Hans kvindeportrætter har i sin forguderiske følelsé fol- den rent animalske form en individualitet og en sanselig charme, der som kunstværker forlener dem med et evigt liv. På hundredeårsudstillingen i 1900 strålte da også Ingres som en af de klareste og uforgjængeligste stjerner. G