Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År
Forfatter: Jens Thiis
År: 1907
Forlag: John Griegs Forlag
Sted: Bergen
Sider: 441
UDK: St.f. 75(48)Thi
En Fremstilling Af Norsk Billedkunsts Historie I Det Nittende Århundrede Med Oversigter Over Samtidig Fremmed Kunst
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
INGRES - DAUMIER.
Honoré Daumier (f. i Marseiiles
1808, d. i Valmandois 1879) hører
ligesom Delacroix til hin vældige »gene-
ration af 1830«, som var »undfanget
mellem to slag, og hvis indtræden i ver-
den var hlit ledsaget af kanontorden«.
Også han er udgåt fra denne romantiske
ungdom, som forekommer os at »ha
været yngre end ungdommen ellers er,
været rigere, friskere, mere glødende,
havt mere salpeter i blodet« (Brandes).
Men i den periode af flauhed og ære-
løshed, som fulgte efter Napoleon-tidens
gloire, tog Daumier ikke som Delacroix
tlugten fra virkeligheden, som var grå
og styg, ind i fantasiens og poesiens
farverige verden. Han optog kampen
med selve usseldommen, og det i for-
bitret håndgemæng. Daumier hører til
de fødte revolutionsmænd, og kanske
HONORÉ DAUMIER.
mere end nogen folketaler har denne karikaturist og døgntegner i tidens revolutionære
vittighedsblade bidraget til den sociale revolution i 1848.
Tre tusen ni hundrede og otte og femti lithograferede blade (foruden malerier og
tegninger) har Daumier ifølge den katalog, som er tat op over hans vældige oeuvre,
tegnet i sit liv og slængt ud i døgnet gjennem de parisiske vittighedsblade La Cari-
cature og Le Charivari. Af disse er en meget stor del politisk-polemiske og rettet
mod »borgerkongen med pærehodet« Louis Philippe og hans korrumperede bourgeois-
regimente. Sikkerlig er der meget få af disse blade, som ikke gav gjenklang i folke-
dybet. Daumier, fjerdestandens første repræsentant i kunsten, hadede inderlig hele det
herskende krapyl, som under parlamentarismens maske i hans øine besudlede Frank-
riges ære. En særlig elsk lagde han på rettens håndhævere, dommerne og advokaterne.
Han havde selv engang været i deres klør og været indespærret for en majestætsfor-
brydersk karikaturtegning. Hans forestillinger om denne stands kynisme og fordærvelse
tar i hans kunst fuldkommen gigantiske former (Une cause célèbre, Après l’audience,
Les deux advocats etc.). En anden klasse mennesker, som han var begjærlig efter at
afklæde med sin satire, var colleclioneurerne, de professionelle og koldsindige kunst-
7