Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

INGRES - DAUMIER. Honoré Daumier (f. i Marseiiles 1808, d. i Valmandois 1879) hører ligesom Delacroix til hin vældige »gene- ration af 1830«, som var »undfanget mellem to slag, og hvis indtræden i ver- den var hlit ledsaget af kanontorden«. Også han er udgåt fra denne romantiske ungdom, som forekommer os at »ha været yngre end ungdommen ellers er, været rigere, friskere, mere glødende, havt mere salpeter i blodet« (Brandes). Men i den periode af flauhed og ære- løshed, som fulgte efter Napoleon-tidens gloire, tog Daumier ikke som Delacroix tlugten fra virkeligheden, som var grå og styg, ind i fantasiens og poesiens farverige verden. Han optog kampen med selve usseldommen, og det i for- bitret håndgemæng. Daumier hører til de fødte revolutionsmænd, og kanske HONORÉ DAUMIER. mere end nogen folketaler har denne karikaturist og døgntegner i tidens revolutionære vittighedsblade bidraget til den sociale revolution i 1848. Tre tusen ni hundrede og otte og femti lithograferede blade (foruden malerier og tegninger) har Daumier ifølge den katalog, som er tat op over hans vældige oeuvre, tegnet i sit liv og slængt ud i døgnet gjennem de parisiske vittighedsblade La Cari- cature og Le Charivari. Af disse er en meget stor del politisk-polemiske og rettet mod »borgerkongen med pærehodet« Louis Philippe og hans korrumperede bourgeois- regimente. Sikkerlig er der meget få af disse blade, som ikke gav gjenklang i folke- dybet. Daumier, fjerdestandens første repræsentant i kunsten, hadede inderlig hele det herskende krapyl, som under parlamentarismens maske i hans øine besudlede Frank- riges ære. En særlig elsk lagde han på rettens håndhævere, dommerne og advokaterne. Han havde selv engang været i deres klør og været indespærret for en majestætsfor- brydersk karikaturtegning. Hans forestillinger om denne stands kynisme og fordærvelse tar i hans kunst fuldkommen gigantiske former (Une cause célèbre, Après l’audience, Les deux advocats etc.). En anden klasse mennesker, som han var begjærlig efter at afklæde med sin satire, var colleclioneurerne, de professionelle og koldsindige kunst- 7