Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

HONORE DAUMIER. at den ikke må forrådne. Han er en af de vældige negative og aktive ånder, som har rokket ved samfundssøilerne og forskjøvet menneskehedens sæt. Men Daumier er også en ner, som gir øiet og ikke bare tænke- kunst- tanken næring. Selv om få eller ingen i sam- tiden agted på ham som maler, var han en stor maler. I sine tegninger, sine udkast, sine små, men yppig hen- smurte oljebilleder. Daumier er et af disse enorme genier, som eftertiden udgraver stykke- vis ligesom en glemt by. Den ene over- raskelse afløser den anden, og geniet vokser i omfang. Det er vor tid, som har opdaget maleren Daumier.1) En maler som er dramatisk, visuel, med overstrømmende saftig pensel. Som kolorist er han til- bageholden, harmoniserer sine billeder med sort og gråt, snart i en guldtone, DAUMIER: La Laveuse, Saml. Bureau, Paris. snart i en blytone, spiller ud en rødbrun farveflæk som en trumf,, hvor Delacroix I. eks. ødsler med de mest glødende lakfarver. Men han er ikke smålig med de farver, han har valgt sig. Hans pensel er blød og smidig og bevæger sig i lange slæng, soper det lede stof rigelig hen over billedfladen. Og der ligger det i solide masser og lar sig bage af sollyset og tar imod tidens forædlende patina. Dette generøse maleri er vid- underlig udtryksfuldt og dramatisk. Men det kjender ikke hensyn overfor detaljen. Bevægelsernes helhed og udtryk er alt. Ingen, ikke engang Millet forenkler så uvor- rent plaslislt og monumentalt som Daumier. I Bureaus samling i Paris, som er særlig rig på billeder af Daumier, hænger det lille billede La Laveuse, stort som denne opslagne bog. Med sin vældige stemmegaffel har Daumier her slåt an den tone, som blev grund- tonen i Millets kunst. Denne vaskekone og hendes unge, som stiger op trapperne til J) Udstillingerne i 1878 (hos Durand Ruel), i 1889 og i 1900 (verdensudstillingerne) og i 1902 (særudstilling i École des Beaux-Arts). NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE. II. — 2. 9