Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. Seine-kaien med sin bylt og tegner sig mørk mod den solbeskinnede flod og bag- grund, er bibelsk og heroisk, er vældig enkel og magtfuld som en linje af Homer. Og i andre billeder anslår han andre toner, som i fremtiden skulde tone videre. Med akvarellen Tredjeklasses kupé (nu i New York) har Daumier sagt realismens første og — vi kan gjerne si — dens sidste ord, så vældigt og dybt er dette syn på virkelig- heden. Hans portræt af Berlioz (i Versailles) og en impression som Kobberstiksam- l erne (i engelsk privateie) er billeder, som slår porterne op for Courbet og for Manet. Det her afbildede Emigranterne med sit strømmende liv og sit dystre skjæbnepræg eller det grænseløst intense billede fra et småstadstheaters parterre, som heder Dramaet, er uforglemmelige glimt af livet, set i lyset fra en mægtig opblafrende ånd. Men navnlig i det forunderlig suggestionerende udsnit af folket i lidenskab, som heder Op- rør i gaden, er der en næsten visionær impressionisme, en væsentlighed og en pathos som river ganske med, hen over stok og sten, hen over alle tekniske smaskrøbehg- heder og mangler. Der er i det hele bare to genier i kunsternes historie, som virker på denne hensynsløse måde — Balzac og Michelangelo. Er det ikke som Balzacs blodfulde urkraft brøler en iniøde fra den fantastisk brutale tegning Drikke- sangen? Og er der ikke i Daumiers penneudkast til advokatscenerne noget, som minder slående om Michelangelos tegnestil — den samme dirrende feber i stegen: Ja i hele Daumiers kunstnerværk lever Michelangelo op igjen hans sublime ma- niérisme, hans superbitas i overdrivelsen, hans exalterte ringeagt tor det noi male. DAUMIER: Emigranterne, Saml. Sarlin, Paris. 10