Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År
Forfatter: Jens Thiis
År: 1907
Forlag: John Griegs Forlag
Sted: Bergen
Sider: 441
UDK: St.f. 75(48)Thi
En Fremstilling Af Norsk Billedkunsts Historie I Det Nittende Århundrede Med Oversigter Over Samtidig Fremmed Kunst
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
JEAN FRANÇOIS MILLET.
Jean François Millet var en
bonde, soin var kunstner, som
selv havde dyrket jorden, som ha-
ded byen, elsked landet og land-
boen, en maler som et liv igjen-
nem malte de samme ting, som
var miskjendt, mens han leved, og
forgudet efter sin død.
Han blev født 4. oktbr. 1814 i
landsbyen Gréville i den nordligste
spids af Normandie nær havet.
For at fatte, hvad Millet er i
forhold til Daumier, får man tænke
sig først hensat på tilhørerbænken
i Palais de Justice og derfra flyttet
ud på markerne i Normandie. Man
kommer fra et skuespil af menne-
skelig ynkelighed på begge sider af
skranken, som har rodet op i ens
dybeste antisociale instinkter, og
føler sig pludselig — ombølget af
J. F. MILLET
Selvportræt, tegning 1847.
ren frisli luft, overhvælvet af en
himmel, har jorden for sine øine,
naken og brun, furet af plogen, og
kjender lugten af del, som jorden og jordens er.
Et menneske, som hører denne jord til og er enig med jorden, går der og pløier
eller harver eller sår.
Han er mørk og grov og plump som jordklumpen selv og bevæger sig tungt og
seigt som jordsmonnet, når del flytter sig for plogjernet. Men når han tegner sig
mod himlens lys, er han vældig som en herre, og når han løfter sin arm eller sin
fod, er der al menneskeslægtens mening i ham.
Han er mennesket, som arbeider med den jord, han trær på, og aldrig kan
bli fri fra, på en gang dens herre og slave. Han er stor, når han kommer nær, og
liden, når han er langt borte. Han er stærk om morgenen og mødig om aftenen,
men altid sig selv lig. Når han skridter ud over plogfurerne og slænger sæden i den
åbne jord, er han vældig for os, som kommer fra byens stengader og ser ham. Når
han i daghældningen ude på sletten står stivlemmet og sløv med krum ryg og uden
11