Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

JEAN FRANÇOIS MILLET. Jean François Millet var en bonde, soin var kunstner, som selv havde dyrket jorden, som ha- ded byen, elsked landet og land- boen, en maler som et liv igjen- nem malte de samme ting, som var miskjendt, mens han leved, og forgudet efter sin død. Han blev født 4. oktbr. 1814 i landsbyen Gréville i den nordligste spids af Normandie nær havet. For at fatte, hvad Millet er i forhold til Daumier, får man tænke sig først hensat på tilhørerbænken i Palais de Justice og derfra flyttet ud på markerne i Normandie. Man kommer fra et skuespil af menne- skelig ynkelighed på begge sider af skranken, som har rodet op i ens dybeste antisociale instinkter, og føler sig pludselig — ombølget af J. F. MILLET Selvportræt, tegning 1847. ren frisli luft, overhvælvet af en himmel, har jorden for sine øine, naken og brun, furet af plogen, og kjender lugten af del, som jorden og jordens er. Et menneske, som hører denne jord til og er enig med jorden, går der og pløier eller harver eller sår. Han er mørk og grov og plump som jordklumpen selv og bevæger sig tungt og seigt som jordsmonnet, når del flytter sig for plogjernet. Men når han tegner sig mod himlens lys, er han vældig som en herre, og når han løfter sin arm eller sin fod, er der al menneskeslægtens mening i ham. Han er mennesket, som arbeider med den jord, han trær på, og aldrig kan bli fri fra, på en gang dens herre og slave. Han er stor, når han kommer nær, og liden, når han er langt borte. Han er stærk om morgenen og mødig om aftenen, men altid sig selv lig. Når han skridter ud over plogfurerne og slænger sæden i den åbne jord, er han vældig for os, som kommer fra byens stengader og ser ham. Når han i daghældningen ude på sletten står stivlemmet og sløv med krum ryg og uden 11