Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

JEAN FRANÇOIS MILLET. det, som er det mest uforanderlige i menneskehedens liv, menneskets forhold til jorden, og den handler om de ting, som altid gjentar sig. At jorden ligger under himlen og avler fra vår til høst og hviler fra høst til vår, at mennesket fødes på denne jord, fylder sig med dens stof, vokser, blir stærkt og øder sin kraft på jorden for sluttelig at gi jorden alt tilbage, — derom handler Millets kunst. Le cri de la terre, som det toner igjen i det arbeidende menneskes liv, det var for ham kunstens hele indhold, det var for ham religion og historie, skjønhed og sandhed og livets hele mening. Millets samfølelse med de bønder, han leved imellem og skildrede, strakte sig langt ud over standsfølelsens grænser. Ikke bonden og hans landlige sysler er det, han skildrer, skjønt han har malt dem alle — markarbeidet og skoghugsten, jæterlivel og gårdsarbeidet og husgjerningen — men mennesket skildrer han, som han selv udtrykte det, »i harmoni med sin dont«! -^i Deri så han hele skjønheden. »Skjønheden — skrev han til sin ven Sensier — har ikke sit sæde i ansigtet, den stråler ud af skikkelsen i dens helhed, i det som stemmer med dens arbeide«. Når et Milletsk billede beretter om den simple begivenhed, at en bondemand poder et frugttræ foran sit hus, mens hans hustru står og ser på med det første barn på armen og det andet under sit hjærte, så er det slig berettet, at denne lille daglig- dagse tildragelse i landboens liv for vor følelse vokser sig ud til et mægtigt symbol for hjemmet og slægtsforplantningen. Denne bonde, som bøier sig over stammen, der i årenes løb skal vokse sig før og drægtig og forædle sin frugt — det er manden. Denne bondekvinde med det grove ansigt og de svære lænder, som står der sund og stærk og bred og trykker det spæde væsen mod sit bryst, mens hun opmærksomt og alvorlig følger mandens gjerning med blikket — det er kvinden, det er moderen. Og dette gårdstun med den arme have og den lave kalkede rønne henne i billedets baggrund — det er vel deres hjem, deres verden; men det er mere end det. Det er hjemmet, og billedet er et symbol for verden, hvor trær og slægter spirer, vokser, folder sig ud, gir sin frugt og dør. For Millet var naturen uadskillelig fra mennesket. Sjelden har han malt land- skab uden mennesker, og når han har gjort det, føler vi, at folk er nær (Haven eller le Printemps — Kirken). Når han maler moderen, som sidder i den sene nattetime og syr ved vuggen i skjæret fra en døsig oljelampe, synes vi i stilheden at høre bruset fra veiret derude på sletten. Men oftest maler han mennesket under åben himmel. Og vidden blir vældig ved det ene menneske og himlen høi gjennem skikkelsen, som rager op mod den. 13