Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. Månestrålerne spredes over himmelkuplen og bølger på de hundrede sauerygger, som trænges om hegnet, der skal værne hjorden for natten, men op over dette levende hav af dyrerygger rager jæteren i sin mørke kappe, måneglansen står som en glorie om hans hode. I Millets kunst er denne vældige ruinfølelse, det største. Et af hans billeder heder Vinteren og er et udsyn over endeløse jorder, som bølger trægt indover med dybe plogfurer. Jordens bryst stiger og falder som isøvne. Intet levende væsen øines, ingen bolig. Men henslængt ude på marken står en glemt harv. Den gjør vidden tifold vid og stilheden ufattelig dyb.1) For den lystne franske smag var Millets strenge og grove kunst længe ubegribelig. Han beskyldtes for at dyrke del hæslige og for ikke at kunne male. Hegge dele er sandt. Millet er i virkeligheden ingen beau peintre. Han kjendte lidet til grazie og dyrkede ikke pointet. Han førte en bondepensel uden esprit, og hans maleri er ikke appetitligt. Farven i hans billeder er tung og seig og mørk. Og for dem, der var vant med en glat silkehårs-teknik, kunde jo ikke hans lodne malemåde behage. Men det svære alvor ved hans kunst bøied tilslut alle indvendinger til jorden. De hang der som bibelsprog, hans billeder. Han som tilslut havde holdt op med at sende noget til salonen, fordi hans billeder aldrig blev antal, han opleved dog at se sig i spidsen for al ungdom i fransk kunst. Hans lille bondegård i Barbizon, hvor han henleved de sidste 26 år af sit liv, og hvor han til tider havde set den svarle nød i øinene med sin store barneflok, blev i hans sidste leveår et valfartsted, hvortil en hel menighed af beundrere fra den nye og den gamle verden gil< pilgrimsgang og gjorde bod for hobens dårskab. Men selv om billeder, som han havde solgt for 100 francs, 6 Et par citater af lians breve gjør målet for Millets kunst klarere end alle beskrivelser. Da hans Manden med hakken (1863) vækker en storm af uvilje, forstår han ingen ting og prøver at forklare sig for en ven: »Der er dem, som påstår, at jeg fornægter al skjønhed ved landet. Jeg ser så vel løvetandsblomstens blus og solen, som blotter sin gyldne skive i skyerne dernede langt, langt borte over markerne. Men jeg ser også fuldkommen godt de arbeidende og dampende heste, og på et stenet sted en udaset mand, hvis stønnen man har hørt fra morgenen af. Han prøver at rette sig op et øieblilv for at puste. Sørgespillet foregår i pragtfulde omgivelser«. Og et andet citat fra hans breve! Han skriver om sin Femme qui vient puiser de l’eau: Jeg har tilstræbt at gjøre hende hverken til en vandbærerske eller en tjenestepige, men til konen, som kommer for at trække op vand for huset, vand til hendes husbonds og barnas suppe. Jeg har villet, det skal ses på hende, at hun bærer hverken mere eller mindre end vægten af de fulde bøtter. Jeg har villet, at der under den grimace, som ansigtet naturlig gjør, idet armene spændes, og under blinkingen med øinene, som lyset volder, skal være et glimt af bondslig godhed i hendes ansigt. Jeg har bestandig med en slags rædsel skyet alt det, som grænser til det sentimentale. Men på den anden side har jeg ønsket, at denne kvinde skulde virke enkel og brav og ikke anse for noget kjedeligt den gjerning, som hun i lighed med sine andre huslige pligter er vant til at udføre hver dag af sit liv. Desuden har jeg ønsket at gi folk en forestilling om, at kilden er frisk; og det at brønden ser gammel ud, skulde gjøre det klart, at mange før hende har trukket op vand af den«. 14