Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRITS THAULOW. Ottiårene udover malte Thaulow mest vinterbilleder, som mere og mere blev hans specialitet. Med vinterbillederne bredte sig hans ry ud over fædrelandets grænser. Efter verdensudstillingen i 89, hvor Thaulow var jurymand sammen med Skredsvig, kjøbte Luxembourgmuseet et af hans typiske snebilleder fra Aker, Skiløbere (1887). Senere, i nitti-årene blev ved siden af snebillederne også elvebilleder, oftest pasteller, ihaulows specialitet. To billeder har især grundlagt hans ry: Sigmo-elven og den overmåde indsmigrende pastel fra Lysakerelven som under tittelen Isløsning (1892), gik verden over i farvereproduktion. Luxembourg eier en anden pastel Den gamle fabrik ved Lgsaker (1889), Berlinergalleriet eier Elv i Normandie (1892). For 'ihaulows robuste legemskraft var et kunstnerliv, tilbragt med »studier i marken«, i sol og i sne, krydret af udflugtens strabadser og fornøielser, allerede i og for sig noget tiltrækkende. Men friluflsmaleriet var også rent æsthetisk indbydende for ham. Thaulow er mere end nogen anden norsk maler en koloristisk lækkermund. Og han, som snart stod blaseret overfor det tyske ateliermaleris sansede raffinements, for- stod snart, at friluflsmaleriet åbned nye muligheder for koloristiske behag, som atelier- maleriet med sin nedstemte, mørke palet aldrig havde drømt om. For ham, som — efter hvad han selv forsikrer — »nyder kunst, som han nyder en gammel fyldig bur- gunder«, for hvem kunsten altså nærmest er en ganesag, var det at stifte bekjendtskab med det franske friluftsmaleri noget lignende, som det er for en forvænt gane at komme til et nyt land og charmeres af el nyt kjøkken, nye vine. Thaulow er dertil musikalsk. Pleinairismens ny harmonilære — valørmaleriet — og dets lyse tonepræg behaged ham. Som maleriets kunst i Frankrige i slutten af 70-årene var drevet op i sensibel tonefinhed med udpræget forkjærlighed for tendre grå virkninger, var det et meget »musikalsk« maleri. Fordi friluflsmaleriet, som det dengang arted sig, altså tilfredsstilled både hans »gane« og hans »øre« — derfor slutted Thaulow sig til retningen. Slet ikke, fordi fri- luftsmaleriet var naturalisme, og endnu mindre, fordi naturalismen var demokratisk. At Thaulow fra Paris kom tidlig hjem til Norge, file arbeide med østlandets ubrugte natur, omgås Krohg og indsuge den ramme naturalistiske atmosfære, som lå over Kristiania åndsliv i 80 årene, — det kunde bare styrke hans kunst. Den har altid været svag i stofvirkningen og forfalden til blødhed. Men sålænge Thaulow havde norsli jord under fodsålerne, bekjæmped han denne svaghed. Men i længden lod ikke den internationale Thaulow sig fængsle af fædrenejorden, som han påstår ingen betydning har i kunsten. I 91 flytted han hjemmefra og tog bopæl udenfor Norge, først i London (92), siden i en liden gammel by i Nor- mandie, Montreuil s. M. (i 2 år), derpå i Dieppe (4 år) besøgte 97 som Carnegies gjæst 236