Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

CHR. KROHG OG MAX KLINGER. I sin bog om Berlin skriver Georg Brandes bl. a. om Klinger og hans kreds: »Vinteren 75 lærte jeg i Rerlin en liden gruppe unge kunstnere at kjende. De boede, eller samledes, på et ate- lier, der befandt sig i tårnbygningen på femte sal i den fine Hohenzollernstrasse. Huset var et hjørnehus med vid og smuk udsigt over Schöneberger Ufer, men udsigten var leilighedens største pragt. Et og samme store rum var både atelier og sovekammer. Der fandtes en slidt sofa og et mægtigt, med løse tegninger og mapper og kaffe- kognings-tilbehør bedækket bord, bestående af et par bukke, over hvilke man havde lagt nogle brædder. På alle vægge studiehoveder, udførte under Gussows ledelse, også mange originale forsøg.... De unge malere var — naturligvis — ivrige nihilister, socialister, ateister, naturalister, material- ister og egoister. De docerede i munden på hinanden de for samfundsordenen og næstens fred mest faretruende syns- måder; de hyldede Pariserkommunens politik; de forag- tede enhver, der påstod, at han nogensinde lod sig lede, eller at man overhovedet burde lade sig lede af anden be- væggrund end den mest usminkede egenkjærlighed; en så- dan hykler skulde ikke narre dem. De nærede væmmelse Krohg Holter Klinger GUSSOW-ELEVER 1876. — foragt er for svagt et ord — for den hele anerkjendte tyske kunst, for akademiet, deres ka- merater der, de berømte navne (med undtagelse af Menzel, Böcklin og Gussow). De havde gjennem- skuet livet. Ævret var opgivet. Der var intet at arbeide for og intet at håbe. Det gjaldt om så smerte- løst som muligt at slå tiden ihjæl, de var for gamle til at nære lidenskaber — derover var de alle ude — for blaserte til at løbe efter illusioner, for kunstforstandige til at tiltro sig selv geni, for stolte til at bryde sig om ros eller ry; det gjaldt om at få den ene dag til at gå som den anden, male lidt, ta sig et slag kort, sove meget længe. Kort sagt, de var unge, unge! i begyndelsen af tyverne, nydelsessyge, ærgjerrige, begeistrede, fanatiske for kunsten, hvidglødende af foragt for hykleriet, så lidenskabsløse, at den ivrigste tilbeder af den sløve ufølsomhed iblandt dehi lige var bleven helbredet efter et selvmordsforsøg af ulykkelig kjærlighed, og så ivrige for at præke selvkjærlighedens gode budskab, at de levede i fuldstændig kommunisme, hjalp hinanden, sultede for hinanden og elskede hinanden.« Denne kreds var Klingers og Chr. Krohgs. Klinger, som han i 70-årene førte scepteret (d. e. radernålen) i den lille kunstner- kreds i Hungertårnet i Hohenzollernstrasse, var en vidt forskjellig kunstner fra ham, som nu, fyldt af helleni.sk skjønhedsdyrkelse, går foran i tysk kunst. Den Klinger, som Krohg kjendte og hytted åndsværdier med, må søges i de ældste serier af raderingerne, de som henter motiv fra det moderne Berlin eller filo- soferer over livet fra deterministisk standpunkt.1) I Ein Handschuh, Eva und die Zukunft, Dramen og Ein Leben lærer vi den Klinger at kjende, som, når han havde penge i lommen, færdedes som elegant kavaler på Berlins Skating-Ring, kredsende om den deilige brasilierinde der misted handsken, og som, når han ingen ting eied, 1) To af serierne er tilegnet Chr. Krohg: den som heder Damaer og den som heder Eva og fremtiden. 241