Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. Selv om Millet er blit overvurderet, og selv om modegalskaben har hvinet om hans navn, vil han dog rimeligvis for alle tider stå som en heros i det 19de årh.s kunst.1) Grundlaget for hans livssyn blev lagt i hans barndom i omgangen med en svær- merisle far og en from, men kraftfuld bedstemor. Bibelen vedblev hele livet igjennem at være hans kjæreste læsning. Hans læremestere i kunsten var næst naturen Michel- angelo, Poussin, Rembrandt, til en vis grad også de gamle spanske mestere, som han beundrede. (Han eied selv en Greco og var meget stolt af at eie den). Endskjønt Millet i sin levetid stod som det største modsigelsens tegn mod al klassicisme og skjældtes ud for naturalist, forundrer det ikke nu at erfare, at en afstøbning efter et stykke af Parthenonfrisen hørte til de få ting, som smykkede hans atelier. Der er mere grækerdom i en blyantskisse af Millet end i hele Davids produktion. Men til de gamle tilskyndere af hans kunst, må der føies en ny, en samtidig. Det står nu klart, at Millet ikke stod så helt alene, som man har trodd. Daumier, som overgår ham som maler, om ikke som digter, havde banet vei for den heroiske stil, hvori Millet beretter om dagliglivet. Man behøver bare at kaste et blik på Dau- miers Vaskekone (side 9) for at fatte, hvor nøie forbundet Millets kunst er med Daumiers. Påvirkningen kan i det enkelte tilfælde være vanskelig nok at rede ud, men det er åbenbart, at den er der. Især i senere år, da Daumier omgikkes Fontainebleau-kredsen, har de vel virket på hinanden. Udgangspunktet for deres stil er for så vidt fælles, som begge peger tilbage på det sixlinske kapel. Men også idéindholdet i deres kunst mødes under et synspunkt i den ny demokratiske omvurderen af begrebet menneske- værd. De tilhørte begge februarrevolutionens generation og tilførte kunsten en helt ny social faktor. Daumier ætsed lighedsfølelsen ind i bevidsthederne, idet han med sin spot nivellerte klasseskrankerne bort og blotted den fællesmenneskelige komik. Millet prædiked ligheden med en næsten præstelig høitidelighed, idet han vied sin kunst til jordarbeidets forherligelse. Begge havde de blikket fæstet på fremtidens samfund. 9 Millets absolute mangel på ironi og hans gammeltestamentlige tone kan forstålig nok irritere lidet positive og skeptisk anlagte gemytter; »Hans bønder er pedanter, som har for høie tanker om sig selv, siger Baudelaire. De stiller til skue une manière d'abrutissement sombre et fatal, som gir mig lyst til at hade dem. Når de høster, når de sår, når de lar kjørene græsse og klipper sauene, har de altid en mine, som om de vilde si: Stakkars os arveløse i denne verden, men det er dog os, som gjør jorden frugtbar! Vi opfylder en mission, vi øver et præsteligt kald! I sin monotone styghed har alle disse små parias en filosofisk, melankolsk og raphaelesk pretention. Denne ulyksalige egen- skab ved Millets billeder ødelægger alle de smukke kvaliteter ved dem, som straks drager blikket til sig.« (Oeuvres complètes, 1889. p. 326). 16