Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

GEORGE MICHEL Fra Montmartre (ca. 1820). Samling Arago, Paris. Studer antiken, Raffael og Beethoven, og De blir verdens største landskabsmaler — sa Ingres foragtelig om landskabskunsten. Det var også omtrent, hvad Valenci- ennes, Michallon og de andre dyrkere af det historiske landskab omkring århundred- skiftet gjorde. Men så malte de da heller ikke landskaber, som havde synderlig med naturen at gjøre. Deres kunst bestod i at bygge op billeder af schablonmæssige trær, som ligner uhyre persillekvaster, »plastiske« klippeblokker, ædelt buede romerske viadukter og små Vestatempler. Disse lige ira Poussin nedarvede landskabsrequisiter arrangeredes med traditionel regissørkunst til »harmoniske« scenerier, hvori hyrder og nymfer og romerske helte agerer. Det franske landskabsmaleri, som regner sine ahner op til det 16de århundrede, var jo så at sige kommet til verden i Italien mellem tempelruiner og søilestumper og havde i disse klassiske omgivelser lagt sig til det uforstyrrelig gravitetiske væsen, som benævnes le grand style. Watteau havde ganske vist løst lidt på alvoret og stilen og endog forflygtiget farvernes tunge substans i en vaporøs »tone«. Men David og hans drabanter havde i landskabet som overalt ellers strammet igjen, hvad roco- coen havde løst.1) h Valenciennes og Desperthes pedantiske traktater over landskabsmaleriet gir et indblik i, hvorledes naturen theoretiseredes sammen i den tids malerstuer. Den sidste anbefaler »lig Poussin at bringe med hjem til atelieret mose, planter, blomster, kiselstene og nøiagtig afbilde dem i maleriet.« NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE. II. — 3. 17