Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST - GEORGE MICHEL. Men allerede ganske tidlig i det 19de århundrede tar en anden strømning i fransk landskabsmaleri sin begyndelse — den naturalistiske. Sit ophav har den i hjemfølelsen, motiver søger den til at begynde med i Paris’ nærmeste omegn og i Paris selv, sin kunstneriske form finder den under studiet af de gamle hollænderes hjemmekjære kunst. George Michel (17G3—1843), landskabsmaleren fra Montmartre, Delaberge og Dagnan er retningens fornemste repræsentanter. Dengang svingede en enslig vindmølle sine vinger på en sandig haug omtrent der, hvor nu Moulin Rouge kaster sit helvedesrøde skin over Boulevarden. Slig en sandbakke med en vindmølle og et par trær, som løfter sig over horizonten, og der- over en dyster bygeveirshimmel, det var motiv nok for Michel til et fint aftonet stem- ningsbillede. Af Rembrandt og Goyen og de andre gamle hollændere havde han lært at agte naturen »på det jevne« og lært sig kunsten at udvinde guld af en plet sand- jord.1) Det er ganske vist en efterlignende kunst, disse Michels enkle og næsten monokrome landskaber, men dog nyskabende gjennem de nye idealer og omvurderingen af det malerisk skjønne.2) Samtidig med, at Michel i Paris’ omegn søgte den storlinjede enkelhed, tilstræbte Delaberge i sine uendelig nitide og detaljerte landsbybilleder den absolute, fotografiske sandhed, og ærlig og ligefrem malte Dagnan Pariser-boulevarder på klare friske morgener i en fin og kjølig kolorit, som minder om den danske Købke og andre gode gamle naturalister af Eckersbergs skole. Der var nok af spirer til et moderne landskabsmaleri i den franske kunst i disse par første årtier af det 19de århundrede — her er bare et par navne nævnt af de mange. Men det, som i livet og i kunsten flyder og strømmer umærkelig afsted, vil historien gjerne ved en begivenhed afgrænse i bestemte afsnit og helst med et årstal som mærkepæl. Et saadant årstal er i den franske kunsthistorie 1824, da Bonington og Constable sammen med flere andre engelske malere deltog i Pariser-salonen med en række landskaber og mariner. Denne udstilling fik et gjennembruds betydning for fransk malerkunst, og særlig for landskabsmaleriet.3) I England fandtes der nemlig en malerkunst, koloristisk, bred og fyldig, endnu mens hele det øvrige Europa var hildet i klassicismens formpedanteri. Den maleriske tradition fra Tizians og Rubens’ dage var gjennem Van Dyck forplantet til i) Om den beskedne Montmartre-maler overhodet havde noget navn i datidens Paris, var det som restaurator af gamle billeder. For hans egen kunst har det åbenbart været af betydning, at folk kom til ham med sine gamle hollændere for at få dem renset og repareret. 2 ) Samme vei — gjennem de gamle hollændere — førte Dahl hjem til den norske natur. 3) Ronington havde forøvrigt allerede i 1822 deltat i salonen med et par akvareller. 18