Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

ENGELSK MALERKUNST. Den første virkelig moderne landskabsmaler var dog John Constable (født 1776 i Suffolk — død 1837 i London). Da denne genialt begavede landskabspoet og kolorist efter tolv års kamp og famlen for at tilpasse sin kunst efter de gamle mesteres forbilleder i året 1814 besluttede sig til at skyve alle forbilleder fra sig, satte sig ned i fri luft i den egn, hvor han var født, og malte et landskab tilende under åben himmel — da blev det moderne land- skabsmaleri til. Constable var en maler af det rigtige slag, for hvem farven er — ikke et eller andet brugbart sprog til at udtrykke et s. k. »menneskeligt indhold« (tanker, ideer eller sniksnak) — men et element, et uafhængigt grundstof. Han hørte til dem, i hvis geni farven flyder som selve det bankende blod, for hvem det at male er et sanseligt behov. Derfor blev han da også i Frankrige straks forståt af ham, som er mest maler af alle franske og har dyrket farven med størst lidenskab — Eugène Delacroix. I England var og blev Constables kjærnefulde naturalisme uforståt. Hans billeder forekom med sin uafdæmpede lyskraft og sin uvorne penselføring at være et brud med al konveniens, som vanskelig kunde tåles. Også i Frankrige vakte hans billeder på salonen i 1824, blandt hvilke det her gjengivne Høvognen var det vigtigste, meget blandede følelser. For den store mængde var hans kunst en bespottelse af god smag. Men både dette år og i 1827, da han og Bonington kom igjen til den næste salon — Constable med lignende frit og bredt malte landskaber og Bonington med sine blonde kystbilleder med høie himle og en vidtstrakt sandstrand — forkyndte englændernes kunst et nyt koloristisk evangelium for den unge romantiske generation af landskabsmalere. Bonington (1801—1828) som den mindst egenartede var kanske den, som virked hurtigst. Isabey og Decamps forrådte straks i sine næste værker, hvilket indtryk den engelske farvevirtuos havde gjort på dem. Da desuden Bonington havde slåt sig ned i Paris for resten af sit, forøvrig korte liv, blev han fuldstændig indrangeret i de franske romantikeres kampfalanx. Utvilsomt har Bonington havt stor betydning for det franske maleris videre udvikling (Lami, Heim etc.).1) Men dybere end Bonington virkede dog Constable: Hans stærke, umiddelbare naturfølelse, hans trær med de rummelige løvkroner, som står frit i rummet og med luft mellem grenene, hans saftige, virkelig grønne enge (hos de gamle var engene altid mosebrune), dette engelske græs, som har suget jordens fedme og luftens væde, hans ') Også Boningtons ven og landsmand William Reynolds, som ligeledes var bosat i Paris, har utvilsom virket på de franske med sine kraftfulde og fine landskabstudier. 20