Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

JOHN CONSTABLE. fløilsdybe, blanke stillestående vand, men fremfor alt disse høie levende bimle, bvor skyer stabler og vælter sig, seiler for sagte bris eller feies afsted af stormen . .. Og hans farver! — hans dybe smaragdgrønne, der er sammendynget af en mængde forskjellige slags grønt, som skimter frem, det ene under det andet,1) hans fede llødegule høidelys i hvidt, hans perleskimrende luftige grå halvtoner og forfriskende blålige skygger . .. Utvilsomt var det en velsignelse for det franske landskabsmaleri, at den unge romantiske genera- tion af landskabsmalere straks i begyndelsen kom under indtryk af en så afgjort naturalist, som Con- stable var for sin tid. Helt sikkert har den engelske påvirkning velgjørende modarbeidet hyperroman- CAMILLE COROT. tiske tendenser hos dem og åbnet deres øine for virkeligheden, for selve naturen. Og som naturdyrkere, ja naturalister, ikke som virkelighedsky drømmere, træder de os da også imøde, disse malere af »slægten fra 1830«, som samles under det stolte navn skolen fra Fontainebleau. I videre betydning omfatter skolen ikke bare de kunstnere, som slog sig ned i Barbizon og andre landsbyer ved Fontainebleauskogen, men alle de landskabsmalere, som i Paris’ omegn, i syd og i nord, arbeidede på at gjenføde landskabsmaleriet på grundlag af et umiddelbart naturstudium. Deres navn er i første række disse syv: Corot, Huet, Dupré, Rousseau, Millet, Diaz og Daubigny. Det er slet ikke let at karakterisere hver enkelt i denne kunstnerpleiade, som i indbyrdes forståelse og venskab og ofte under gjensidig påvirkning arbeidede hånd i hånd på at skabe et mægtigt og alsidigt billede af fransk natur og fornemmelig af landet om Paris. Altfor ofte lod de sig inspirere af hinanden, bytted roller og motiver til, at en knap karakteristik kan bli andet end mangelfuld, og for en udførligere omtale er der her ikke plads. i) »Constable siger, at når det grønne i hans enge har en så overlegen virkning, kommer det af, at det er sammensat af en mængde forskjelligt grønt. Almindelige landskabsmaleres grønt er derfor så lidet intenst, fordi de behandler det som en eneste tone. Hvad han siger om engenes grønt, kan man anvende på alle andre toner« (Delacroix, Journal). 21