Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. Camille Corot (født i Paris 1796 og død i Paris 1875) er den, som skiller sig mest ud fra de andre, fordi han er den ældste og den største, den som rækker både længst tilbage og længst frem. Corot var ingen revolutionær ånd og overhodet ingen mærkværdig ånd. Han var et bondslig enkelt og naturligt menneske, begavet med et elskeligt gemyt og et vidunderligt malerøie. Elev af Michallon og kamerat med Aligny begyndte han som klassiker, gjorde Italie-reisen og stræbte redelig efter stil. Han er og blir også den stilfuldeste af alle franske landskabsmalere, ingen er lettere at kjende igjen tiltrods for de omskiftelser og udviklingsfaser, som hans kunst undergik i et langt kunstnerliv. Men stilen er bare ikke andres konventionelle, vedtagne stil, men hans egen. Hele sit liv igjennem bevared han en var sans for komposition, for rythme og harmoni, som gir selv hans flygtigste farvestemninger ballance og holdning. Hans billeder er sjelden eller aldrig udsnit af naturen, men tilegnede og smeltede naturindtryk, som meddeles tilbage i en samlet stemning. I Corots landskabskunst kan man — om man vil — skille ud tre perioder eller »manerer«. Den første er den italienske, som er på en gang den mest klassiske og den mest naturalistiske. Den anden er den romantiske overgangsperiode. Den tredje, som strækker sig over størstedelen af hans kunstnerliv, er den franske og mest individuelle, som man i korthed kan karakterisere som den lyriske. Indtil 1835 malte Corot små, klart tegnede, blonde og varsomt farvede, men meget tonefine billeder efter naturen i og omkring Rom, samtidig med, at han sendte større, mere konventionelle klassikerbilleder til salonen. Allerede i disse ungdoms- studier fra Italien åbenbarer sig den mageløse valøriagttager og den fine luftmaler. Utvilsomt har studierne i Italiens formklare natur styrket og fæstnet Corots talent, som havde fristelser til vekhed. Hjemkommen til Frankrige forbinder hans klassiske og italienske erindringer sig med romantiske indtryk til en slags heroisk stil, som falder ham mindre naturlig. Som det fuldkommen skjønne lille billede af Engelsbroen og Engelsborg (i Louvre) er typisli for hans første, italienske stil er et goldt bjerglandskab med Hagar beteg- nende for denne anden, kortere fase. Men først paa fransk jord, i Normandie og Isle de France, fandt han rigtig sin sande egenart. Ingen har som Corot skildret — ikke fransk natur, thi det har mange gjort precisere og sandere — men det nordfranske landskabs poesi, set med en elskers og drømmers øine. Det er egne følelser og sindstilstande, han har malt, ikke landet selv med dets lokale særkarakter. Af naturen vidste hans geni at uddrage — hvad skal man kalde det? — en lyksaligheds-elexir. Thi hos Corot vakte naturen bare gode og skjønne fornemmelser. Hans naturfølelse kan svinge fra jubel til en 22