Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

CAMILLE COROT. varm, grådmild melankoli, men den kjender ikke de sønderrevne følelsers storme eller forladthedens bitterhed. Våren er hans årstid og morgenstunden hans yndlingslime. Vårynde og mor- genglæde lyser og dårer i hans billeder. I et berømt brev til Dupré har Corot selv skildret en landskabsma- lers dag: »Man står tidlig op, klokken 3 om morgenen, før solopgang; man sætter sig ned under et træ, man ser og man venter ... alt er fyldt med balsamisk vellugt, alt bævrer under corot SØEN (isso). Louvre, Paris. morgengryets friske pust . .. .« I^aa slige morgenvandringer blev de til, disse blonde og ligesom duftende og svale, sølvmorsvøbte landskaber med dugvåd græsvold og gamle piletrær, som luder over en perlegrå sø og tegner sig mørkt og lløielsblødt mod luften. Nu og da færdes unge livinder og barn i dem, plukker blomster og bader, liviler. Det liændei også, at nymferne danser over engen. Men de nymfer har aldrig været indestængt i et romersk stenmuseum, de er selve morgenglædens skabninger, som lodlet svævei hen under de gamle trærs kroner! Corot var ikke i egentligste forstand en kolorist, om man med kolorist mener en, som er hidsig efter rige farvers modsætning. Hans billeders virkning beror ikke på farvekontraster, men på en var aftoning af lysværdierne. At få luften til at lyse uden nogen slags brutale midler, det var hans største kunst. Allerede Baudelaire har ud- talt det i 1846: »Corot er en harmonist snarere end en kolorist«.1) Hans farver er afdæmpede og blege, opspædt med hvidt. Det melkede blågrønne er for ham værdi- fuldere end smaragdens farve, en bleg rose som fælder sine blade skjønnere end en rubin. Han råder over en uendelig skala af grat og Elsker alle faiver, som inindei om sølv og gråhvide perler. Men også det røde aftenguld kjendte han til. Få dage før sin død talte lian til en ven om et landskab, lian liavde set i drømme, med »en himmel som var helt rosa, og skyerne var også rosenrøde. Det var deiligt,« sa han, »jeg kan huske det ganske tydelig. Det skal bli vidunderligt at male.« Når Corot stemte sin palet så lys og så skjær, var det, fordi han så alle ting nedsænket i et lufthav. Selve luftsvøbet, som de gamle tegnekunstnere slet ikke havde observeret, så han lige tydelig, som en anden ser florsløret om et dameansigt. ') Baudelaire Curiosités esthétiques, Nouv. Ed. 1889. s. 177. 23