Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FONTAINEBLEAUSKOLEN — HUET - DUPRE. Deres blik for naturen er på samme tid meget videre. Deres maleri rummer en langt større sum af erfaring og viden om naturen i dens mangfol- dighed og røber en større evne til at føle i nuancer. Motivområdet har de udvidet betragtelig. Med fuld ret talte også de bedste af dem om intimiteten i sin kunst (Le paysage intime). Evnen til begræns- ning og fordybelse var deres store evne. Paul Huet (1803—1869) er den ældste af de landskabsmalere, som regnes til kredsen. Han er også den mest romantiske af dem. Mere end de andre har han tilbøielighed for den dramatiske og forrevne natur, og det hænder, at han virker lidt theatralsk med sine dekorativt udførte lyseffekter. Han er den, som står Victor Hugos landskabelige røverromantik nærmest.1) Ellers var jo Fontaine- bleauerne forbausende lidet »romantiske« i en ro- THÉODORE ROUSSEAU tegnet af Millet. mantisk tid. Men også Paul Huet kan være stilfærdig og intim, som han er det i det skjønne billede i Louvre, der benævnes Morgenfred — en stille, solbadet plet fra Fontainebleauskogens dybeste indre. Huet var en af de første, som blev englændernes naturalisme, og selv erkjendte han villig denne påvirkning. Grebet af den engelske vækkelse var også Jules Dupré (1811—1899). Géricault og Delacroix før ham gjorde Dupré i 1834 reisen over kanalen vakt ved Ligesom til Con- stables land. Året efter mødte han på salonen med to kraftfulde landskaber, et fra Limousin og et fra Southampton. Begge disse billeder var påny at se på verdens- udstillingen i 1889 og vidned overbevisende om sin malers myndige og alvorlige be- gavelse. Det ene billede — det fra England — er gjennembrust af stormen, og luftens mægtige skymasser er fyldt med væde fra det nære hav. Det andet billede — fra Frankrige —er et fast og storslagent bygget sommerlandskab med høie trær og saftige græsgange, malt med en vældig energi, en næsten bydende kraft. Blandt Fontaine- bleau-mestrene er Dupré den djærveste og i sin ungdom den mest pathetiske. Himlen elsker han over alt. Skyerne bunker sig tungt og truende i hans billeder eller jages af stormen henover mægtige trækroner. Selv et knapt begrænset og enkelt motiv ved Dupré med sin storladne, byggende kunst at gi vægtigt og fuldtonende udtryk. Corots kunst virker som en sart musik af violiners diskanter, Duprés landskaber minder snarere om dybe cellostrøg. i) Victor Hugo har også i malerier og tegninger git udtryk for sin middelalder-begeistring og sin effektelskende romantik. NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE. II. — 4. 25