Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. ROUSSEAU I SKOGBRYNET Saml. Vasnier, Paris. Hans maleri er svært og fyldigt. Farven er dyb og saftfuld og murer sig op over en solid undermaling; hist og her ligger den i tykke plastiske lag, som formelig kaster skygge. »Klatte- maleriet«, som den gamle Rembrandt er opfinderen af, er nemlig ikke af ny dato. 1 mangt og meget står Dupré den maler nær, som er centralskikkelsen og den dybeste begavelse i denne kreds af landskabsmalere, Théodore Rousseau. Rousseau, landskabsmaleren fra Barbizon, Millets nære ven og nabo, var født i Paris. De inderligste naturelskere er ofte storbyens barn — savnet uddyber følelsen. Sikkerlig er Théodore Rousseau (1812—1867) en af de inderligste naturelskere, som har levet og skabt kunst. En dyb og trofast natur, rig på forstand, hengiven til grubleri og analyse, brændende i sin skjønhedstrang, inderlig og religiøs i sin følelse overfor naturen i dens storhed, dens mangfoldighed, dens sammenhæng — sådan var denne pariser, som endnu tidlig i sit liv flytted ud af verdensstaden og slog sig ned for resten af sine levedage i Barbizon, i den lille landsby ved randen af Fontaine- bleauskogen, for derfra at foreta sine opdagelsesreiser i fransk natur. Det er ikke noget særdeles stort antal billeder, Rousseau har efterladt, men desto tyngre veier hvert enkelt. Thi hans arbeidsmåde var til det yderste samvittighedsfuld, en utrættelig uddybning af en med klar bevidsthed og skarp begrænsning stillet opgave. Hans kunst røber en ånd, der er lige årvågen og indtrængende som overseende og klar. Med en videnskabsmands skarpe observationsevne forbandt han den store kunstners instinktive sans for helhed og harmoni. Hans billeders lyrik har noget af en tænkers klarhed og vægtighed. Hans form er plastisk. Man kan næsten si, at hans pensel var et redskab i en naturfilosofs hånd. Der er noget pantheistisk stor- tænkt ved Rousseaus ypperste landskabskunst. Naturen er ikke en åndløs stofmasse, som breder ud et kaos af farver og former for vort blik. Heller ikke er den en blot og bar sangbund for det menneskelige gemyt. Men den har selv ånd, karakter, individualitet. Når en mægtig’gammel ek står dybt rodfæstet på sletten og strækker sine knutede grene mod 'den klare blå himmel, så er den alle andre eker ulig, er sig selv, med eget udtryk i sine grenes bugtninger og sine løvmassers omrids. Og den er malt slig, at man anelsesfuldt fornemmer dens sammenhæng med jorden og med himlen. Safter stiger fra den dybe muld gjennem den mosede stamme 26