Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

THÉODORE ROUSSEAU. og pulserer videre gjennem de vredne grene; helt ud i de sidste kvister, de yngste lysegrønne topskud siver saften. Og hele denne kuppel af løv drager ånde i luften. Dunkelt fornemmer man en pagt mellem jord og him- mel, mellem muld og vækst, mellem marken og dens dyr og mennesker. Således handler hvert enkelt billede om nogle få ringe af skabningens uendelige kjæde. Det er gjennem en utrættelig in- timitet, at Rousseau frembringer dette ROUSSEAU STORMEN. S. Kensingtonmuseet, London. indtryk. Hans kunst er et stadig for- nyet studium, han former og former i det uendelige. Disse hans billeder, som gang på gang tilbagevistes fra salonen som mal désignés, er i virkeligheden de grundigst tegnede i fransk landskabskunst. Han er netop plastikeren i det moderne landskabsmaleri. Jorden bygger han som en geolog i planer og nye planer, som forskyver sig. De faste legemer gir han substans og udformer dem til fuld rundhed. Luften ligger som et fluidum mellem de faste ting og gir det fjerne fjernhed. Så pinlig nøiagtig havde ingen landskabsmaler før iagttaget tonenuancerne, valørerne. Derfor er der selv i hans små billeder en afstand, en dybde som borer sig videre og videre ind mod horizonten. Ofte indrammed han den lysbadede slette med mørke stammer og et helt tag af sammenflettet løvværk. Tre ting — er der sagt — elskede denne maler: Sletten, lyset og de store trær. Han har færdedes vidt om i Frankrige og hentet motiver fra Pyrenæernes fod til de normanniske græsgange. Men jevnlig er det billeder med meget lav horizont, med meget høi himmel, med meget høie og gamle trær. Hans motivkreds er dog ingenlunde indsnevret gjennem specialiteter. Han har malt alt muligt — foråret og vinteren, høisommerens solbrand og høstens storme. Han har malt morgentågen og de stærke solnedganges glød, han har malt jorden efter regn med glinsende pytter og det sumpige marskland, hvor kjørene vader til bugen i vand. Men oftest har han malt skogbrynet omkring ßarbizon - de enkelte store kjæmpe-eke, som tegner sig mørkt takket mod sletten og en klar blå sommerhimmel. Og dog er et af hans skjøn- neste billeder det fra 1833, som skildrer de buede bakkedrag ved Freiburg, hvor jevne buskvækster klæder høiene, og intet enkelt træ hæver sig mod himlen. 27