Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. NARCISSE DIAZ, tegnet af Millet. Rousseau vedblev sit liv igjennem at være en rastløs søger og experimentator, ingen seir var for ham endelig. Han var, som Baudelaire siger, Corots absolute modsætning, en melankoliker »sans cesse inquiet et palpitant, tourmenté de plusieurs diables.« Det er fornemmelig dette letende og kjæmpende i hans talent, som gjør Rousseau til en af de store moderne, selv om der er meget i hans kunst, som nu kan virke gammeldags og afhængig af hollænderne. Sandt og vakkert ud- trykker Baudelaire hans fortjeneste i disse ord: »Han blander meget af sin sjæl i sine billeder — som Delacroix; det er en naturalist, som uafladelig lar sig rive med mod idealet.«1) Som landskabsmaler træder Narcisse Diaz de la Pena (1808—1876) nærmest i Rousseaus spor. Ganske vist var Diaz et langt ringere talent end Rousseau, og hans hidsige spanske blod røber sig ofte nok i den lette og fyrige virtuositet, hvormed han har behandlet de samme opgaver som dem, Rousseau stred med i dybeste alvor. Men Diaz har dog sin varige plads i denne kreds af malere, som gjenerobrede naturen for landskabsmaleriet. Egentlig følte Diaz sig som figurmaler. Han malte fortrinsvis halvnøgne nymfer og gudinder i en farverig og sødlig stil, som på en eiendommelig måde balancerer mellem hans idealer: Prudhon og Correggio på den ene side og Delacroix på den anden side. Men desuden malte han ærlig og redelig landskaber fra Fontainebleauskogen, og han har her sin særegne specialitet — den at kunne male skogbunden. Med dyb og saftfuld farve i rigt pålæg har han malt lumre sommer- aftener og skyggefulde middagstimer inde i skogtykket, hvor en enkelt hvid birkestamme eller en blottet hvid pigeskulder glimter pludselig frem af farvedybet, omtrent som en håndfuld perler vilde glimte frem i dynger af dybe broncer og gammelt guld. Diaz var en farvevirtuos, en fuldblods romantiker, som berusede sig i farverne for farvernes egen skyld og bekymrede sig lidet om sandhed og mening i de kolo- ristiske buketter, han lavede sammen, og som samlerne sloges om at besidde. Fra et helt andet synspunkt så Millet på kunstens opgave. For ham var det altid sandheden og følelsen, det gjaldt, enten han malte bønder eller landskab. Og der er over hans landskaber det samme dybe alvor, den samme høitidelige stemning som over hans figurbilleder. ^ Baudelaire, Curiosités esthétiques, Nouv. Ed. 1889, s. 181. 28