Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

HALFDAN EGEDIUS. somre i Våge i Gudbrandsdalen eller i Bø i Telemarken, hvor han forresten også blev vintre over. Sommeren 98 samledes de, en hel flok af unge malere og malerinder, oppe i Våge, Gerhard Munthe var der også — og den somren blev en gjen- nembrudstid for flere af dem. Jeg har fåt det indtryk, at de følte Egedius som midtfiguren i venneilokken, endda han var så meget yngre end de andre og fordringsløs og stilfærdig af væ- sen. Han havde i det hele en vidunderlig evne til at få folk til at holde af sig. Hans ual- mindelige barneskjønhed, hans vakre, naturlige, fine væsen, hans store medfødte evner vakte be- undring, hvor han kom. Ikke EGEDIUS: Kong Rørek går ude med sin frænde Svein (Snorre). bare blandt de unge. De gamle, ansete kunstnere, han arbeided sammen med, da han tegned for Snorre, følte ikke mindst hans død som det smerte- ligste, der kunde hænde vor unge kunst. Kitty Kielland skrev bevæget hans nekrolog i Samtiden, og i et brev fra Munthe, som jeg har liggende for mig, har beundringen og sorgen fundet ligetil gribende udtryk. Dødsårsagen var en af disse urimelige tilfældigheder, som gir døden et præg af noget oprørende. Han havde gåt en sommerkvæld og brudt strå af marken og tygget på et sygt skud, som senere voldte »sop« i indvoldene. Han havde et svært sygeleie, men døde rolig og med stor sjæl-styrke den 3. februar 1899. Efter hans død blev Egedius’ produktion samlet til en stor udstilling. Der var flere ufærdige sager iblandt, og man havde også tat rene barndomstegninger med. Det hele gav dog et meget betydeligt indtryk, og Nationalgalleriets direktion gjorde utvilsomt ret, når den erhverved så meget af det, som på nogen måde kunde passe ind i samlingen. Netop i hans sidste ufærdige ting lyser Egedius’ store begavelse stærkest. 388