Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. Fra Fontainebleauskolens gamle stormestere, som trådte frem i 30-årene, til impressionismen, som startede i 60-årene, danner François Daubigny (1817—1878) en overgang. Hans ry er mindre end deres, som hørte til den store romantiske kamp- falanx, men hans betydning i fransk kunstudvikling er ikke ringe, og hans talent var rigt og havde umiddelbar- hedens charme. Vistnolt begyndte Dau- bigny som en efterfølger af Dupré og tildels Rousseau, men hans naturanskuelse var mere naiv, mere ligefrem, og samtidig som han fjærnede sig endnu et skridt fra de gamle hollænderes forbillede, kom han naturen et skridt nærmere. Lokalkarakteren i det frugtbare nordfranske landskab er hos Daubigny langt mere udpræget end hos hine ældre mestere. Det er denne stærkt reale sans for naturen, der skiller Daubigny også fra Corot, som han rent malerisli stammer fra. Daubignys kunst er mangfoldig og vekslende som selve det nordfranske land, han gjennemstreifede. Men fortrinsvis har han dog skildret den milde, den frugtbare, den dyrkede natur. Og navnlig var de løvrige bredder af Oise-floden ham kjære. En stor del af året tilbragte han i en båd, som han havde indrettet til atelier, med den rodde han opover de nordfranske floder og søgte som en opdager nyt land for sin kunst. Daubigny er blit kaldt forårets maler, men han kunde lige godt kaldes høstens maler og allerhelst kanske det rindende vands maler. Dog ingen slige betegnelser strækker til, for lige vist som han har malt blomstrende æbletrær og krydderduftende enge (billederne i Louvre og i Berlin), lige vist har han malt den burgundiske vinhøst under en oversløret himmel (det skjønne billede i Louvre) og vinterens snedækte sletter med kråkesværmene larmende om nakne trær (Vinteren, sign. 1873, på sidste verdens- udstilling). Og vistnol< har han atter og atter malt de henrivende bredder af Oise og de grønne reflekser i det blanke, glidende vand, men han har også malt det stille- stående vand i sumperne ved Optevoz og en melankolsk høsthimmel over gulnede birketrær. Når samtidens kritik bebreidede Daubigny hans hensynsløshed i valg af motiv, kan vi nu ikke længere forstå den. Ganske vist gik han langt videre end de ældre mestere i at indrømme den jevne og hverdagslige natur en plads i kunsten, og han 30