Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANÇOIS DAUBIGNY. veg ikke tilbage for at staffere sine landskaber med koner, som vasker tøi i elven, og med vask, som er hængt op til tørk. Men siden hans tid har »den gode smag« måttet døie adskilligt i retning af uvorrent motivvalg. Det tilfældige udsnit af naturen, som Daubigny så ofte blev beskyldt for at gi, har han i virkeligheden aldrig git. Han valgte altid sit motiv, selv om det var simpelt og enkelt. Ligesom Corot var Daubigny mere »harmonist« end kolorist. Han har malt vårbilleder, som koloristisk er en kromatisk skala af grønt i alle nuancer, og han har malt lignende tonemalerier i brunt. Sansen for tone og valør var betydelig skarpere hos ham end hos de foregående landskabsmestere, og i forbindelse med motivernes simpelhed gir dette Daubignys landskaber en mere umiddelbar sandhed for moderne øine. Det er fornemmelig som lufttone-maler, at Daubigny bereder impressionismen veien. Men også rent teknisk står Daubigny i ældre år impressionisterne nær. Den stærkt pastose, murende farvesætning, som Fontainebleaumestrene havde drevet op til manér, lader Daubigny igjen falde for en lettere og mere flydende teknik. Hans kunstneriske mål var oftest at gi de let skiftende og flygtige naturstemninger og dermed udviklede sig hos ham en stadig friere og raskere teknik. Han har malt store billeder à la prima, næsten bare med lasurer. Stadig file han af kritiken høre klandel for sin hang til skissemæssig udførelse. Hans billeder var ikke færdige billeder, men skisser og undermalinger, som rettelig burde sendes tilbage til atelieret igjen for at gjøres færdige. Men bare friere og bredere blev stedse hans måde. Særlig efter at han i 1866 og i 1871 sammen med Claude Monet og Pissarro havde gjort reisen over til England og der set Turner og Constable, blev Daubignys stræben efter en luftigere farvetone stadig mere bevidst, og han endte tilslut i en næsten helt farvedekomponerende teknik. Denne sidste fase af Daubignys kunst, som i virkeligheden er den originaleste og mest værdifulde, betegnede i kritikens og publi- kums øine den rene degeneration af hans engang så tækkelige talent. Men i de unge impressionisters omdømme gav disse hans alderdoms studier ham en hædersplads blandt de franske landskabsmestere. I sine sidste leveår forlod også Daubigny den officielle salon, hvor han ikke mere følte sig hjemme, og udstilled sammen med impressionisterne hos kunsthandlerne på boulevarden. Daubignys betydning i fransk landskabskunst er tydelig udtrykt ved hans plads i udviklingskjæden Corot — Daubigny — Boudin Jongkind Monet. For norsk landskabskunst i 80-årene, ligesom også før for Ludv. Munthe, har neppe nogen fransk maler havt mere at betyde — selv ikke Manet. 31