Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. GUSTAVE COURBET tegnet af Manet. blev uudslettelig indgravet på den Gustave Courbet (født i Ornans 1819, død landflygtig i Schweiz 1877) heder den maler, som næst efter Delacroix har grebet mest af- gjørende ind i fransk kunsts udvikling. I sin leve- tid skjældtes Courbet ud af den samlede profes- sionelle kritik som en lav og plebejisk ånd, blottet for ideer og alle ædlere fornemmelser. Sladderen om hans person overskygged længe værdien af hans værker, og hans deltagelse i en af Communens volds- gjerninger i 1871, Vendomesøilens omstyrtelse, reiste en patriotisk storm mod ham, der drev ham af lande og tilslut knækked hans kraft. Men knapt var anarkistens lig begravet i det fremmede, før hans værker rykked ind i Louvre, og hans navn franske berømmelses tavler. Courbets personlighed og kunst er allerede i en anden sammenhæng søgt karak- teriseret i denne bog. (Se I, side 300—301). Men når grundlinjerne i den franske kunst- udvikling skal drages, kan Courbets navn mindre end de lleste savnes i sammenhængen. Thi næst efter Delacroix og ved siden af Manet er Courbet det største malergeni, som Frankrige i nyere tid har eiet. Uden en Courbet til forgjænger kan vi nu vanskelig tænke os en Manet. Som samfundskildrer — ikke som maler — kan Gustave Courbet siges at bygge videre på Millet. Daumier og Millet havde opladt stængslerne mellem kunsten og livet og i mægtig subjektivisme tolket hver sin sfære af virkeligheden. Courbet tog skridtet helt ud i objektiviteten — for så vidt, som objektivitet er mulig i kunsten. Sikkert og ubevidst som et barn skred han ud over alle filosofiske og digteriske standpunkter og gav sig ikast med selve virkelighedens prosa. Courbet er den første naturalist, for så vidt som han er den første maler, der er helt overbevist om, at virke- ligheden er det, som fremstiller sig for vore sanser, og overfor den må der ikke tages reservation, på den må der ikke kortes af. Alle grænser mellem godt og ondt, mellem skjont og stygt, mellem ædelt og simpelt flød ud for dette malerøie og denne altid nydedygtige natur. Bare mellem det reelle og det uvirkelige, den sande verden og den lavede, blev grænsen stående, og den forekom Courbet altid uoverstigelig og urokkelig. Fordi han syntes, al anden kunst pusled over på den anden side af denne grænse, havde han ikke anerkjendelse for andre kunstnere end sig selv.1) b — »Ved du, hvad som er forskjellen mellem mig som maler og det asen Lambron eller Gambron, eller hvad fanden han heder? Sital jeg si dig det, kort og godt? — La difference c’est que cet animal-là n’a rien dans le ventre, et que moi, j’ai quelque chose dans le ventre: voilà tout. 32