Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

GUSTAVE COURBET. COURBET DET GRÆNSELØSE (1869). S. Kensingtonmuseet London. »Med ait sit kjød — med alt sit kjød, forstår I mig? — følte han sig henrevet mod den materielle verden, som omgav ham: de fyldige kvinder, de kraftfulde mænd, de yp- pige og frugtbare landskaber. Selv undersætsig og stærk, kjendte han en ubetvingelig attrå efter at klemme selve naturen mellem sine arme. I det fulde kjød og i svære dynger vilde han male.« Tilnærmelsesvis så lyder de uovertræffelige og uover- sæltelige ord, som Emile Zola har fundet til karakteristik af sin ynd- lingsmaler, den Courbet, som han kalder »min Courbet, ham som jeg eier.« (I den berømte salon-kritik fra 1866.) Ligesom vennen Proudhon, den berømte »socialismens fader«, var Courbet en bondesøn fra Franche Comté. Han kom til Paris for at studere jus, men i virkeligheden blev det de gamle mestere i Louvre, han studerte, når han ikke kneiped på brasserierne. De gamle venezianeres frodige livsglæde, Caravaggios brutale kralt, spaniernes na- turalisme og dragning mod det hæslige gav ham i ungdomsårene stærke tilskyndelse!. Og af de gamle gallerimestere, af Rubens og Ribera, Rembrandt og Velâzquez Leite han tilgavns sin kunsts håndværk. Men tiltrods for alt, hvad han lærte i gallerierne, havde Courbet dog væsentlig ret, når han brølte til dem, som spurgte, hvem han vat- elev af: »Je n’ai jamais eu de maître, jamais! je suis l’élève de la naturel« Thi hans kunst var ingen efterlignerkunst, men et genis egenart, som udfolded sig, stærkt rustet gjennem selvstændige tekniske studier. »Traditionen har jeg arbeidet mig igjen- nem som en god svømmer passerer en flod,« skrød han (forøvrig meget træffende) om sig selv, »akademikerne er alle druknet i den.« Det var på salonen i 1851, at Courbet havde sit gjennembrud. Vistnok havde han udstillet på den foregående salon også og endog tat en guldmedalje, men på denne salon, hvor han mødte med 5 store billeder, vakte han en voldsom opsigt og en så godt som enstemmig forargelse. Champfleury (han er med på portrætgruppen, side 1) stod alene i pariserkritiken med sin anerkjendelse, som han havde gjort det før _______Oui) oui. Et puis on voit bien qu’il n’a aucune idée sur l’art, tandis que vous . .. — Il ne s’agit pas de ça. Les idées, les théories, c’est de la blague. Votre Lampion n’a rien dans le ventre, et moi, j’ai quelque chose dans le ventre: voilà tout. (Af en kneipesamtale mellem Mr. Courbet og en af hans unge beundrere). NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE. II. — 5. 33