Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

 FRANSK MALERKUNST. overfor Delacroix, og som han senere sknlde gjøre det overfor Manet. Blandt de udstillede billeder var det berømte Stenpukkerne (se I, s. 300), der ansås for et socialist- isk manifest, og Courbets bovedværk Begravelse i Omans eller, som ban selv udæs- kende kaldte det, Tableau historique d'un Enterrement à Omans.') Navnlig det sidste billede — det hænger nu i Louvre — gjorde voldsom skandale og fremkaldte en Ilom af skjældsord. Alene det, at en dagligdags begravelse var fremstillet på et 7 meter langt lærred med et halvt hundrede personer i legemstørrelse, var nok til at forarge. Og at det var gjort uden stænk af sentimentalitet, ansås som et tydeligt bevis på kunst- nerens hjærteråhed. Dette menneske havde ikke engang respekt for døden! Billedets stærke karakteristik af de fremstillede provinstyper blev af pariserne, der jo aldrig sætter sin fod udenfor sin bys grænser, opfattet som den rene karikatur. Overhodet blev billedet dømt som en brutal og gemen handling, der stod i fuld overensstem- melse med det frække og tøilesløse liv, som kunstneren efter sigende førte. Begravelsen foregår i et træløst, næsten goldt landskab. Deltagerne står samlet om graven uden gruppering, tilfældig på rad som figurerne i et overfyldt relief. Der er ingen skjul lagt på, hvor triviel og vanemæssig handlingen er for prest og graver. Kordrengene er et par udklædte skøiergutter. De gamle begravelsesangere, hvis røde talarer og høie komiske huer lyser i det sortklædte ligfølge, er et par for- drukne landsbyhåndværkere; de prøver på at lægge sine rødviolette ansigter i bedrøvede folder. Med samme gjennemtrængende blik er sørgeskaren opfattet: den blege sagfører, hvis tanker synes at dvæle ved den fremtidige parlamentariske karriere, som den afdøde måske har ståt hindrende i veien for, den pluskjævede ordfører i landsbyens formandskab, hvis tanker utvilsomt kredser om begravelsesmiddagen, de sortklædte kvinder, som snøfter bag lommetørklærne, og de skrumpne gamle koner, som ufravigelig dukker frem af sin ubemærkethed ved enhver begravelse. Der er en vældig afstand mellem denne næsten kyniske realisme i skildringen af hjembygdens folle og Millets poesifyldte bondeforherligelse. En ny tid, et nyt og hårdere syn på livet rykker her ind i kunsten. Romantiken er slut, positivismen har ordet! Men også malerisk er afstanden stor mellem Millet og Courbet, mellem Millets enkle skulpturstil og Courbets fyldige maleriske maleri, mellem den enes valne penselføring og uldne stofbehandling og den andens brede håndfaste mesterskab i kosten. Nogen friluftsvirkning er der ganske vist ikke i dette Courbets billede, skyggerne er svære og sorte, luften er tung og sotet, der er heller ikke rigtig rum mellem figurerne. Men ligefuldt er Begravelsen et herligt maleri. Om man skar det i stykker og stumper, vilde man kjende mesterhånden igjen på hver bit. De enkelte hoder er malt med en i) I parisernes ører måtte det lyde omtrent lige imponerende som, f. ex. Ilistoriemaleri af en begravelse på Hønefos! 34