Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

GUSTAVE COURBET. GUSTAVE COURBET BEGRAVELSE I ORNANS, (1851). Louvre, Paris. suveræn bredde og magt. Farvemasserne i dragter og landskab er stillet sammen med overlegen sans for fuldtonende harmonier. Og det tiltrods tor, at sort og hvidt er så fremherskende i dragterne. Navnlig det hvide i ligklædet, i kordrengenes dragt, i graverens skjorteærmer er vidunderlig malt. Det kan man kalde at male sonort! Courbets koloristkunst er noget helt forskjelligt fra Delacroix’ og romantikernes, Fontainebleauskolen indbefattet. Delacroix’ kunst vælted et overflødighedshorn med farver ud over lærredet. Han og de andre søgte effekten fortrinsvis i farvemodsætningerne. Og selv malere som Corot og Rousseau, som var på vei mod tonemaleriet, kunde ikke frigjore sig fra den gamle akademiske sædvane at koncentrere virkningen gjennem mørke sidekulisser. De graved ud billedets planer til en fjernvirkning i midten; men de gjorde det på bekostning af billedets omgivende randpartier. De nådde ikke den fulde sammenhæng mellem tonerne. Det fortælles, at Courbet malte på den måde, at han først slog an billedets mørkeste tone og derfra arbeided sig skridtvis op mod de lyseste partier. Han sprang ikke frem og tilbage mellem lys og skygge og stimulerte den ene med den anden, han var altfor bange for at miste noget mellemled på veien. Måske er det denne arbeidsmåde, som gir hans billeder den mageløse enhed i virkningen, ofte tiltrods for en svag linjekomposition. Courbet samler ikke — som Delacroix — alle virkningens tråde så at si i en hånd, han tvertimod spreder virkningen over hele billedfladen, men binder alle partier sammen til en fast toneskala. Det princip, som er så typislc gjen- nemført i Manets billeder: at maleriet er en fladekunst og ikke en malerisk for- as