Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. DEGAS Fra Place de la Concorde. Af de to store opgaver, som impres- sionismen satte sig: 1) at finde en kunst- nerisk formel for det moderne liv og 2) at fuldkommengjøre det koloristiske lysmaleri, liar Degas afgjort følt sig mest tiltrukket af den første. Den lysmaleriets extase, som impressionismen munded ud i, var lidet forenlig med hans kolde og skarpe ånd. Og den dekomponerende malemåde kunde dårlig forliges med det, som er Degas’ lidenskab: den psychologiske ana- lyse. Koloristisk ligger det nær at sam- menligne ham med Whistleb, begge er kræsne farvekunstnere, som helst bevæger sig i en skala af gråt, sort eller hvidt, bare med et stænk af rosa eller blåt ind i har- monien. Et gråt gulv, et sort piano, en sky af hvid tyl, dertil en stump blegt tricot og en lyseblå sløife eller en rosenrød atlaskes sko — det er nole for Degas. Men indenfor denne farveskala er han en mester i at male rum, afstand, luft med et fuld- kommen flydende og ukunstlet penselforedrag. Sammenlignet med de Whistlerske Arrangements er de bedste »Degaser« af en usøgt fornemhed, hvor alt falder af sig selv. Manet vilde i overstrømmende følelse af kraft favne det moderne liv i hele dets fylde. Skeptikeren Degas, som er uendelig fordringsfuld, og mest mod sig selv, snevred sit motivområde ind til rene specialiteter. Som bekjendt er der tre områder, indenfor hvis trange grænser hans kunst har bevæget sig: turfen, balletten og badeværelset. De magre og spænstige racedyr med sine jockeyer på væddeløbsbanen tilhører det første afsnit af hans produktion. De magre og spænstige, raceløse små danser- inder af Operaens corps de ballet malte han atter og atter i den midtre tid af sin pro- duktion. I senere år har han mest malt femmes nues, afklædte pariserinder, som stiger i eller op af badebaljen, vasker sig, skyller sig, tørrer sig, kjæmmer sig i alle- hånde ubevogtede stillinger. Disse tre forskjellige emnekredser modsvarer formelig tre på hinanden følgende udviklingsfaser i Degas’ kunst, som kortest kan betegnes: den primitive — den male- risk modne — den monumentale. Fælles for alle tre motivkredse og for de forskjellige udviklingsfaser i hans kunst er en djævelsk skarp iagttagelse. Det er som, om kunstnerens øie var linsen på et idealt øiebliksapparat, som intelligensen bare behøver at »kneppe af« i det karak- teristiske moment, forat billedet skal bli stående naglfast for malerens bevidsthed, færdigt til at overføres til lærredet af en øvet og sikker hånd. 76