Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

Allerede i væddeløbsbillederne møder vi denne fabelagtige opfat- ning af den momentane bevægelse. Hvad enten scenen foregår på de jevne græsplæner ved Longchamp eller på Operaens brædder eller i badeværelset mellem zinkbaljer og svampe, tror man, at det er et til- fældigt udsnit af virkeligheden. Ram- mens fire rænder har som fire knivs- blade parteret billedet ud af livets strøm, og det uden hensyn til, at DEGAS. BaHetprøve Cobden Sickert, New York. DEGAS en eller flere forgrundsfigurer får sine lemmer amputeret på det gru- somste. Her rager et hode, hist en arm, her en hestemule, hist en spids albue indenfor rammekanten og tar del i kompositionens økonomi, mens rammen skjærer resten bort som overflødigt eller skadeligt. Der findes et billede af en ballet, hvor samtlige agerende bare ses nedenfra til midt på låret — tæppet falder og skjærer resten bort. I dette mylder af tricotklædte ben nedenfor tæppet ligger hele billedets fortælling og hele personkarakteristiken. I et andet billede figurerer solodanserinden længst fremme på scenen i et Hatte- rende rampelys. Men man ser bare overdelen af hendes lysende skikkelse, resten skjæres bort af billedets mørke parti, som ved nærmere eftersyn viser sig at bestå af en udslåt sort vifte og en damekind, som i forholdsvis vældige dimensioner tilsammen optar tredjeparten af billedfladen. Det er kunstnerens ledsagerske i hans loge, som set på nærmeste hold dominerer billedets første plan og med sin matgyldne kind og sin sorte vifte beskjærer ham udsigten til scenen. Sligt har alle mennesker obser- veret, men hvem har malt det før? Disse Degas’ »udsnit«, som ved første øiekast kanske kan synes tilfældige eller excentriske, er i virkeligheden små underværker af fastsluttede kompositioner — linje-, masse og farvevirkninger, hvori intet kan tænkes forrykket, tat bort eller føiet til. Ingen er mere klassiker end Degas, hos ham er alt færdigt, modnet til stil. Et vældigt arbeide ligger visselig forud for denne stilfulde sikkerhed. Kun er ethvert spor efter anstrængelsen, kritiken, tvilene udslettet fra det færdige værk, som snarere ligner en improvisation. Denne kunstner har avet sin kunst med store forbilleder, men er for stolt til noget øieblik at bærme nogen. Poussin, Hokusai, Ingres, Manet — man skulde tro, 77